26-05-2019

Næste

uges

plan

er på vej...

 

(der er lige lidt tekniske problemer med upload af dokumentet - ligesom jeg sidste uge havde problemer med mails der blev flere dage forsinket) Godt man ikke lider af FOMO (Fear Of Missing Out)

 

Denne uge startede sommeren sådan officielt på Tunø, kan jeg lige så godt afsløre. Torsdag aften tog jeg årets første aftendukkert - og det var Skøøøøønt. 

Når man er sammen med sin familie 24/7 så er det uundgåeligt at der opstår konflikter. Jeg ser det dog som en naturlig del af børnenes opvækst, at de lærer sociale spilleregler gennem at få hjælp til at løse konflikter og acceptere kompromis'er. I den sammenhæng synes jeg helt klart det er en gave at de er 6 søskende, når nu øen her er så lille at de stort set udgør halvdelen af øens børn. Men engang imellem kan det også være godt lige at kunne skabe et frirum, som f.eks. når vi tager til stranden. Sidste sommer var jo simpelthen helt formidabel på det punkt. Hver eneste dag sluttede vi af med at bruge de sidste par timer af dagen på stranden, mens solen gik ned i horisonten. Så det var med stor glæde at vi endnu engang kunne tage hul på badesæsonen i torsdags. Generelt er det bare sådan i Danmark at der ikke er dårligt vejr, det handler om den rette påklædning. Så iført badedragt, termokedeldragt, sandaler og solbriller og et håndklæde om halsen tog vi afsted til stranden.

- Vi så da virkelig smarte ud.Smiler stort

Jeg tænkte hjemmefra at jeg da ikke skulle i vandet, men det var simpelthen alt for fristende da vi kom ned og så det helt spejlblanke vand. Fredag var vi ved stranden igen, selvom det regnede lidt og det var højvande tog jeg alligevel en dukkert endnu engang. Det er en af de hverdagsglæder som giver overskud, fordi det er et lille frirum. 

Man kan måske undres over at jeg taler om frirum når jeg hjemmeskoler børnene, for det lyder måske som én lang ferie. Men sådan er det ikke helt. For der følger et stort ansvar med. En vigtig egenskab er at være omstillingsparat. På langt de fleste arbejdspladser er der en nogenlunde gennemskuelig dagsorden, som er til at forudse. Men i en husholdning med 1 voksen, 5 børn + et efterskolebarn, som af og til ringer og har brug for hint eller andet, så er det ikke altid til at forudse, hvilken dag man er stået op til.

Og der er altid noget at lave, det kan jeg godt afsløre, uden at det nok kommer bag på nogen. Derfor er det vigtigt også at give mig selv et frirum engang imellem, for der er ikke nogen anden voksen der lige har lavet min morgenkaffe, sat en omgang vasketøj over, slået græsplænen, tømt septiktanken osv. Så egenomsorg er blevet en vigtig værdi. Jeg har lært at man faktisk godt kan slappe af, selvom der er vasketøj i vasketøjskurven. Og jeg tror på det er vigtigt at børnene ikke oplever mig som perfekt og fejlfri. Jeg gør meget ud af at fortælle dem at selvom jeg er mor, så er jeg også et menneske. Det var ikke en tanke jeg selv havde gjort mig, før jeg tog beslutningen om at trække stikke ud og flytte her til øen. Dengang kunne jeg ikke slappe af hvis der var vasketøj i vasketøjskurven og jeg syntes det gjorde mig til et dårligere menneske, hvis jeg ikke var aktiv hele tiden.

Nu har jeg fundet værdien i faktisk at forholde mig passiv engang imellem, så børnene oplever at jeg reelt har tid til at høre på dem, ikke kun når der er presserende ting at fortælle, men bare helt almindelig smalltalk. På sådan en tur til stranden lærer jeg enormt meget om hvem de er hver især og hvilke tanker de går og gør sig i det daglige. Og meget ofte er de små ting de fortæller om, ting som åbner op for en snak om samfundsnormer, etik, moral og andre relevante emner, som jeg mener er vigtige at have en løbende snak omkring, hvis man ønsker at ens barn skal blive et reflekteret menneske, som tager bevidste, overvejede valg. 

Følg mig på Facebook

19-05-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Måske er der nogle af jer læsere, som husker at jeg for noget tid siden skrev om det at bruge stofbleer til sine børn, i stedet for engangsbleer. Det fik mig til at huske de skønneste ULD(ble)BUKSER, som jeg lavede til min datter dengang. Når man bruger stofbleer, sådan på den helt gammeldags facon, som jeg gjorde, så er det obligatorisk at barnet har en ULD(ble)BUKS udover stofbleen. Ulden kan for det første suge enorme mængder væske, uden at føles våd. Derudover er ULD(ble)BUKSER lavet af lanolin-uldgarn. Lanolin er det der hjælper fåret med at holde sin pels ren. Når lanolin kommer i kontakt med væske forsæber det og eventuel urinlugt fra ULD(ble)BUKSERNE forsvinder. 

Hele dette naturens mirakel fik mig til at tænke på hvordan menneskeheden nogle gange går over åen efter vand. På min bedstemors tid, hvor stofbleer og ULD(ble)BUKSER var obligatoriske, havde man ikke vaskemaskiner. Men strengt taget har man nok heller aldrig haft så meget brug for vaskemaskiner som idag, hvor de fleste går i tøj, der er lavet af kunstigt fremstillede fibre. Og så er der også al den forurening man hver dag udsættes for, når man drager afsted til arbejde. For ikke i det hele taget at tale om standarden for tøjet. Her hvor jeg bor kan jeg sagtens finde på at gå til købmand i overalls og en islændersweater med hul på ærmet, men jeg er godt klar over at det outfit ikke er passende, så snart jeg skal på den anden side af Kattegat. 

Svaret på spørgsmålet, som jeg stillede for noget tid siden, må være:

Én uafhængighed bringer en anden afhængighed med sig.

Så i sidste ende er det et spørgsmål om valg. Der er ikke én endegyldig sandhed for det gode liv, det afhænger af hvad man selv finder meningsfuldt og værdifuldt.

Men hvis du er blevet helt forgabt i ULD(ble)BUKSERNE på billedet, så kan de bestilles HER

Følg mig på Facebook

12-05-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Da jeg i sin tid blev mor for første gang, vidste jeg ikke at jeg ville ende med at hjemmepasse og hjemmeundervise. Men hjemmepasningen sneg sig langsomt ind på mig, i takt med at min datter blev ældre. Selvfølgelig skulle jeg høre på en masse fordomme omkring blandt andet manglende sociale kompetencer, men nu, hvor den førstefødte snart er færdig med 9. klasse på efterskole, er det en glæde, at det første hendes kontaktlærer sagde var, at hun er utroligt god til at begå sig socialt og bare hvile i at være sig selv. Og selvfølgelig er hun det, hun er vokset op med 5 mindre søskende. Man kan ikke bare gå hjem eller lege med nogle andre, de er der 24-7 og man bliver nødt til at lære at omgås hinanden og gå på kompromis for fællesskabets skyld. 

På samme måde som hjemmepasningen giver hjemmeundervisningen også anledning til en masse fordomme. Og generelt om samfundet må man sige, at de der af den ene eller anden grund ikke lever efter normen, er nærmest tvunget til at skulle lægge ører til andres meninger. Det er som om at princippet med at stikke fingeren i jorden ikke gælder, når det handler om at udtale sig om ikke-normative livsformer. I mange andre forhold i livet og samfundet er det almindelig god kotyme, at holde sig ydmyg og repektfuld overfor situationer man reelt set ikke har nogen valid baggrund for at udtale sig om. 

Der kan være mange grunde til at folk vælger hjemmeundervisning, men ét uundgåeligt fællestræk er ansvar. Når man vælger at hjemmepasse og hjemmeundervise følger der også et ansvar med. Jeg forstår og repekterer de som ønsker en anden vej i deres liv. Jeg tror absolut ikke at hjemmepasning og hjemmeundervisning er løsningen for alle.

Jeg husker flere situationer fra mine børns tid på den lokale skole, hvor de kom hjem med lektier de ikke forstod. Jeg måtte så guide dem til opgaveløsningen, men flere gange skete det at forvirringen blot blev større, fordi jeg kom med en anden forklaring, end den de kunne huske at læreren havde givet. Jeg havde ganske simpelt ikke et indgående kendskab til deres faglige niveau, aktuelle udviklingspotentiale og læringsfacon. 

Og jeg var ikke den eneste. Da jeg i sin tid valgte at hjemmeundervise børnene startede det selvfølgelig den forventelige lavine af fordomme. Deraf var der blandt andet én, som på et tidspunkt ville gøre sig klog på, om nu børnene også lærte noget. Daværende 1. klasse har altid været god til matematik og var på det tidspunkt igang med at lave skriftlig regning med tusinder. Vedkommende spørger så: 'hvad er 2+2'. Daværende 1. klasse fortalte mig om episoden fuld af forundring, jeg svarede: 'hvis vedkommende skal kunne tjekke om du lærer noget, er det selvfølgelig vigtigt at vedkommende selv kender resultatet på regnestykket, så spørgsmålet relaterer sig nok til spørgerens eget niveau i matematik, den slags må du, som er så god til matematik, bære over med'. Daværende 1. klasse syntes det lød fornuftigt og accepterede svaret. Jeg fandt det unødvendigt at skulle fortælle daværende 1. klasse om den mere komplicerede forklaring omkring fordomme og sociale spilleregler - i kraft af at det i dagens samfund er tilladt at gøre sig klog på ikke-normative livsformer, uden at have valid viden at relatere sig til. 

Men for at komme tilbage til det med ansvaret, så er det på nuværende tidspunkt - efter snart 5 år med hjemmeskoleliv, helt naturligt at putte læring ind i hverdagen, uden at jeg faktisk altid tænker over det selv. Det skyldes netop at jeg har så indgående et kendskab til hver enkelts faglige styrker og svagheder, måder at lære på og aktuelle faglige niveau. Forleden var 2. klasse og 5. klasse ved købmanden og havde fået en indkøbsliste med. På den stod der blandt andet 500 ml. piskefløde. Da jeg skrev sedlen vidste jeg udemærket at der ikke står 500 ml. på piskefløden men 1/2 liter. 5. klasse har blandt andet arbejdet med brøker på det seneste og jeg tænkte derfor, det var relevant at få tydeliggjort brøkregningens anvendelse i almindelig livsførelse. 5. klasse ringede og spurgte; "Er det 1,4 (1/4) eller 1,2 (1/2) liter vi skal have?". Hvortil jeg selvfølgelig ikke svarede det simple korte svar; 1,2 (1/2) liter, men kom med en længere forklaring om at det ikke er 1,4 og 1,2, der står på kartonerne, men er 1/4 og 1/2, som er brøker, selvom stregen er skrå, hvor den i matematiske sammenhænge ofte er vandret. Jeg forklarede videre at brøker også kan betragtes som et divisionsstykke og at man derfor ved at lave regnestykket 1:4 og 1:2 kan omregne brøkerne til decimaltal. De vil så i første omgang blive til decimaltal i liter og for at omregne dem til milliliter skal man så gange med 1000, da der er 1000 milliliter på 1 liter. Da 5. klasse og 2. klasse stod alene i købmanden var det selvfølgelig vigtigt at de ikke endte i total frustration og der var det netop mit indgående kendskab til det faglige niveau osv. som gjorde, at jeg vidste at 5. klasse ville kun håndtere svaret. 

Denne form for læring er netop den som mange unschoolere benytter sig af. Og jeg tror at man behøver langt færre af den salgs seancer for at læringsstoffet fæster sig i hukommelsen, sammenlignet med ordinære matematiklektioner i eksempelvis brøkregning. 

Følg mig på Facebook

05-05-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

 

Så er det blevet tid til endnu en opskrift til selvforsynings-madplanen. Denne gang handler det om pizza. Ifølge madplanen er det pizza-dag om fredagen. I madplanen står der:

Fyldet til pizza'en er resten af det dip man lavede igår. Gem dog en lille smule i et glas, så det kan bruges som smørepålæg søndag. Et lille tip er at putte ost på pizza'en først og så fyld bagefter. Så virker osten som bindemiddel mellem bund og fyld - meget smart når små børn skal spise, uden at tabe fyldet. Man kan også undlade osten, det er smag og behag. Og skulle der blive pizza tilbage, så er det selvfølgelig bare ind i køleskabet med den, den skal sikkert nok blive spist i løbet af weekenden.

Så det der mangler er faktisk bare bunden. Husk at tænden ovnen på 200 grader, så den kan varme op mens du laver pizza'en klar.

Bunden laver jeg ud af min surdej. Første punkt er at gøre en bageplade klar. Jeg bruger silikone-bagepapir, da det kan bruges igen og igen. Men man kan også smøre bagepladen ind i olie el. lign., det bestemmer man selv. Derefter tager jeg en dejklat op med en grydeske og lægger den i det ene hjørne. Så flader jeg den ud med bagsiden af grydeskeen, indtil den er ca. en lillefingers tykkelse. Derefter tager jeg en dejklat mere og lægger tæt på den anden, flader den ud og sådan fortsætter jeg indtil bagepladen er helt fyldt. 

Derefter er det tid til at putte fyldet på. Som alle andre opskrifter i madplanen, så er dette en grundopskrift. Tanken er at man ikke skal ud og købe en masse, men kan bruge det man har ved hånden - hvad enten der er i skabe, køleskab eller haven - kun fantasien sætter grænser. 

Når fyldet er kommet på, er det tid til at bage pizza'en. Den skal bages i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25-30 minutter.

Velbekomme og husk:

Følg mig på Facebook

28-04-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

De sidste par uger har det været så varmt, at man har kunnet løbe ind og ud af døren uden at behøve at tage overtøj på. Det har for alvor sat gang i have-aktiviteterne. Blandt andet fik vi sat vores Bobles telt på vores netgynge. Idéen opstod sidste år, men kunsten har været at finde ud af, hvordan den skulle sættes fast, uden at ende med at falde ned. Her i huset er det vigtigt at lege-redskaberne er holdbare. Jeg har aldrig brudt mig om at blande mig i, hvordan børnene skal lege. Hvis de vil klippe håret på deres dukke, så er det dét de må. Jeg synes det er en altafgørende faktor i begrebet 'leg', at rammerne er så vide som mulige. Jeg har derfor heller ikke tænkt mig at stå på sidelinjen af vores hjemmelavede Bobles-gynge og sige: 'pas nu på at den ikke går i stykker', i min optik er legeredskaber til for at blive brugt. Og hvis den går i stykker, så er det helt sikkert fordi, der er kommet utallige timers god leg ud af den. 

Netop denne frihed til at lege vægter jeg meget højt, fordi jeg tror på, at det er i legen, at hver enkelt finder frem til netop sine særlige færdigheder - eller 'skills' som det så populært bliver kaldt. Så kan det måske undre nogen, at vores ugeplaner er blevet mere og mere fyldt op med digitale lærings-platforme, som tilgås via Ipad, computer eller mobiltelefon. Det var da så afgjort heller ikke sådan vi startede for snart 5 år siden. Men som tiden er gået, er jeg blevet mere bevidst om, at alle de almene færdigheder såsom at læse, skrive, regne osv. bare er redskaber. Disse almene færdigheder er i sig selv ikke noget mål - og i særdeleshed ikke i et samfund som vores, hvor der er undervisningspligt. Det er ikke særegent i vores del af verden at kunne læse, skrive eller regne. Det der for alvor betyder noget for at finde sin særlige plads i livet, er at have tid til at lege, eksperimentere og være kreativ. 

Når børnene arbejder på de forskellige lærings-platforme, giver det mig et indblik i, hvilke færdigheder de har let ved at tilegne sig og hvilke der er svære. Men det er ikke det, der fortæller noget om, hvor de for alvor er unikke og har deres helt eget at byde ind med i samfundet. Det er i måden de griber det an på, samt i de aktiviteter de laver i deres fritid. Det er dér, jeg finder inspirationen til at guide dem videre på deres færd igennem livet. 

Her forekommer det mig, at hjemme-skolingen netop har en kæmpe force. Der er mange ting, man kan nævne, som er betydningsfulde for at kunne se den enkeltes potentiale. Men først og fremmest kræver det tid, tid og atter tid. Tid til at være sammen, både om aktiviteter, men også bare generelt. Og det at være tilgængelig. Jeg bruger enormt meget tid på bare at være 'silent alert'. Det er virkelig en kunst at være en flue på væggen, nærværende og klar til at handle. Begrebet 'silent alert' har jeg lært da jeg var i praktik på et bosted for udviklingshæmmede. Jeg var blandt andet på besøg i et hus, hvor det ikke var det fysiske men det psykiske, der var udfordrende. Det var ikke et hus, hvor der normalt måtte komme studerende, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager, men den sortering af mennesker kunne jeg ikke klare og jeg måtte simpelthen bare opleve med egne sanser, hvad der var på færde. Jeg fik lov til at besøge en ung kvinde, som i fysisk størrelse var lidt lavere end mig, men som havde to fysisk stærke vagter omkring sig konstant, fordi hun havde slået adskillige mennesker ned i det lokale supermarked. Af psykiske lidelser led hun blandt andet af borderline. Lederen i huset fortalte mig, at det blandt andet var derfor hun var nødt til at have vagter omkring sig. De mente ikke at der var gråzoner i hendes liv og derfor kunne hun på et splitsekund gå fra at være glad til at være rasende. Og som et lille barn, som kan have enorme kræfter fordi alt sættes ind på én opgave, kunne hun gå til angreb på hvem som helst. Da jeg kom ind i huset, spurgte hun mig meget hurtigt, om jeg ville med ind på hendes værelse og se filmen 'ulvepigen Tinke'. Det var hendes yndlingsfilm, fordi hun kunne identificere sig med Tinke. Jeg sagde selvfølgelig ja og i hælene på os gik 2 vagter. Hendes værelse var indrettet så der ikke var mulighed for at kaste med møbler og den slags. På gulvet var en madras og på væggen hang et fjernsyn godt beskyttet bagved et panserglas. Det var simpelthen blevet for dyrt med fjernsyn, da hun efterhånden havde smadret adskillige af dem, derfor havde man valgt at sætte panserglas op. Pigen og jeg satte os på sengen og i hver sit hjørne under fjernsynet, satte vagterne sig. Der sad de så og kiggede på os, mens vi så film. Der var ikke noget med at kigge ned i en mobiltelefon eller læse en bog - eller sågar følge med i filmen. På et tidspunkt ville pigen gerne holde mig i hånden. Den ene vagt sagde: 'så sætter jeg mig lige på sengekanten ved siden af', han satte sig ved siden af hende. Jeg var fuld af forundring og begyndte at tænke om det i denne sammenhæng var hønen eller æggen der kom først - altså om vagternes konstante tilstedeværelse i virkeligheden ikke skabte endnu flere frustrationer for pigen. Pludselig sagde pigen: 'nu skal du gå'. Vagten der stadig sad på gulvet var på et splitsekund mellem mig og hende og fulgte mig ud, hvorefter døren blev lukket. Jeg fik anledning til at dele min undren med ham. Han fortalte mig at de var meget bevidste om at deres tilstedeværelse kunne skabe frustrationer, men at det i virkeligheden var lige så meget for pigens, som for min skyld at de var der. I de tilfælde hvor hun var gået til angreb på folk, var hun efterfølgende blevet så ked af det, fordi hun ikke kan styre den side af sig selv. Det er en tryghed for hende at vide, at nogen griber ind, før hendes 'indre dæmoner' for alvor får overtaget. Det var blandt andet i denne sammenhæng de havde fået lært hende at sige til, så de kunne nå at gribe ind, som da hun bad mig gå. Han fortalte at han netop denne dag havde været forberedet på at skulle gribe ind, fordi han kunne se flere tegn på at hun havde det dårligt. Det kom bag på mig, for det havde jeg slet ikke bemærket: 'nej, men du kiggede jo også på filmen', sagde han. 'Så det vil sige at din arbejdsuge på 37 timer, går med at du konstant kigger på hende', spurgte jeg ham. 'Ja, de gode dage er dem, hvor jeg intet har lavet andet end at kigge på hende', svarede han. Jeg var klar over, at det selvfølgelig var fordi disse dage var dage, hvor hun havde det godt og det deraf ikke havde været nødvendigt at gribe ind. Og det gik op for mig, at det ikke var hvem som helst, der ville trives i sådan et job og at det krævede helt særlige færdigheder.

På pædagoguddannelsen havde vi en lærer, som hver 20. minut hev sin guitar frem og spillede en sang. Vi skulle så rejse os op og synge med. Han forklarede det med at man bliver ukoncentreret efter 20 minutter. Med det i baghovedet spurgte jeg vagten, hvordan han lykkedes med at være så koncentreret i så mange timer hver dag - uden at lade sig distrahere. Han præsenterede mig for begrebet 'silent alert'. 'Det gælder om at være en flue på væggen', sagde han. Jeg kiggede på hans størrelse og tænkte at det var lidt en kunst i sig selv at være så stor en flue. Han refererede til den seance jeg netop selv havde været en del af, og gjorde mig opmærksom på, at det eksempelvis først var nu at han og jeg snakkede sammen. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over, for jeg havde jo været meget opmærksom på at han og hans kollega var der, netop fordi jeg havde undret mig over nødvendigheden af deres tilstedeværelse. Det eneste der var blevet sagt, var faktisk da hans kollega havde sagt, at han ville sætte sig på sengekanten ved siden af pigen. Hvad jeg ikke vidste var, at det havde været deres indikation overfor hende om, at de var klar over, at hun havde det dårligt og at hvis hendes ønske om at holde mig i hånden i virkeligheden var et skridt til at gå til angreb, skulle hun sige til. 

Jeg anede ikke om disse to vagter kunne læse, skrive eller regne, men det var med kæmpe respekt og forundring over deres særlige færdigheder, at jeg gik fra huset. Kommentaren; ' nej, men du kiggede jo også på filmen', sad fast i mit hoved, og jeg blev klar over at nærværende tilstedeværelse er en større kunst end først antaget. Så med denne oplevelse i baggagen forsøger jeg med respekt og ydmyghed at være nærværende tilstede i vores generelle hverdag herhjemme. Og jeg forsøger at huske mig selv på, at et succeskriterie ved 'silent alert' er, at man har lavet absolut intet andet end at observere. 

Følg mig på Facebook