20-01-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

Kære alle derude, jeg tænker det er tid til at dele endnu en opskrift med jer, som en tilføjelse til den selvforsynings-madplan, som jeg lavede i september måned.

Denne gang handler det om "tortilla"chips - jeg har skrevet det i gåseøjne, fordi tortillachips sædvanligvis laves af majs - men jeg laver dem af min surdej.

Ingredienser

Surdej

Mel

Olie

Krydderier

Fremgangsmåde

Jeg tager en stor klat dej med en grydeske og putter den i min røreskål. Så blander jeg mel i dejen, så den er mere tør end våd. Dernæst ruller jeg den ud på bagepapir, så den bliver så tynd som overhovedet muligt. Et lille tip er at smøre kagerullen ind i olie, så dejen ikke hænger fast på kagerullen. Det er lettest at rulle dejen ud på bagepapiret først og så løfte bagepapiret over på bagepladen bagefter. Så prikker jeg huller i dejen med en gaffel - der skal være helt fyldt med små huller. Så laver jeg en blanding af olie og krydderier - det kan være paprika, cayennepeber, oregano - eller hvad man nu lige har eller finder i naturen. Så pensler jeg dejen med olieblandingen og så mangler "tortilla"chips'ene bare at blive bagt. Hvis man vil have ensartede former, skal de skæres ud - f.eks. med en pizzaskærer - inden de bliver bagt, men man kan også bare knække dem ud i unikke rustikke former efter bagning. De skal bages ved 200 grader almindelig ovn i 15-20 minutter. Det er vigtigt at de bliver bagt nok for at blive sprøde, samtidig skal man også passe på at de ikke bliver brændte. Så når der er gået 15 minutter skal man holde øje med dem de næste 5 minutter. Hvis de begynder at blive mørke, inden de 5 minutter er gået, tager man dem ud af ovnen. Hvis man ikke har skåret dem ud inden bagning, skal man lige vente med at knække dem, til de er kølet af. Udover at blive brugt til aftensmad torsdag, er de altså også ganske glimrende som en lille aftens-snack. De kan, efter min mening, sagtens erstatte chips, slik og den slags.

Følg mig på Facebook

13-01-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

 

Som den trofaste læser nok kan huske, så fjernede jeg skraldespandene i huset i starten af skoleåret, som et led i at leve et liv med bevidste valg. Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke har haft mulighed for at smide skrald ud, men det betød at man skulle gå ud til den store skraldespand med skraldet. Det havde faktisk en rigtig god effekt af, at man hver gang reflekterede over; hvad er det lige jeg står med her, kan det bruges til noget eller skal det til skrald - og hvis det skal til skrald, kunne jeg så have undgået det. En af de ting som jeg bare er rigtig glad for at have ændret, det er vores tøjvaske-vaner. Vi har fundet en løsning som virkelig har sparet os for mange penge, og som kan genbruges igen og igen.

Og hvad er det så lige jeg snakker om?

Øko Bolden

Jeg købte fire styks og har dem stående i vindueskarmen, da de regenererer ved hjælp af sollys. Man kunne også have nøjes med to, men eftersom vores vaskemaskine nærmest kører nonstop, så valgte jeg altså at købe fire, så de kan blive brugt på skift. Til uldtøj bruger jeg kun en enkelt bold. Der står i beskrivelsen at de ikke tåler så meget centrifugering, jeg ringede til forhandleren og det handler simpelt om at de nogle gange har oplevet at slagene, som bolden får ved centrifugering, har fået den til at gå i stykker. Vi har haft vores bolde i et halvt år nu, og det har hidtil ikke været noget problem - måske fordi vores vaskemaskine altid er så proppet at det er begrænset hvor mange slag de får. Og så vil jeg altså også nævne at tøjet er blevet betydeligt renere efter vi er begyndt at bruge dem. Og en anden ting er at i starten blev maskinen fyldt med sæbe - det var simpelthen sæberester der havde siddet i tøjet, ret tankevækkende, når vi er flere allergikere herhjemme. 

Og hvad vil jeg så sige med det?

Det gik op for mig at det med at slippe af med skrald ikke handler om at tage skraldespandene ud af huset, men at tænke sig om - med omtanke - før man anskaffer sig skraldet. Overvej  hver gang; hvad får jeg med af ekstra emballage eller lignende, som jeg ender med at skulle smide ud - og findes der eventuelt et alternativt valg, hvor jeg ikke lukker kommende skrald ind i mit hus.

Følg mig på Facebook

06-01-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Se, nu er da julen straks forbi;

det er helligtrekongers aften.

Så ender den rare jul; men vi

er glade, at vi har haft den.

Tre lys har vi tændte - tænk engang! - 

for kongerne, de, som bragte

Jesusbarnet en julepresent;

vi ved det, for Far har sagt det.

Her sidder vi ved vort lille bord

og ser, hvordan lysene brænde;

når de er slukkede, siger Mor,

at så er julen til ende.

 

Og julen endte, - Børnene fik

igen deres bøger fat og gik

til skolen glad for fornøjet.

Der tænkte de ikke på julen; men,

når klokken to de kom hjem igen,

de leged med juletøjet.

 

Og deres juletræ de beholdt;

det ville stå grønt, blev det nok så koldt, 

det kunne de ikke miste.

På duehustaget det blev sat op,

og spurvene kvidrede i dets top,

og duerne sad på dets kviste.

 

Og træet - ja, det blev et syn at se, 

da det stod fuldt af den hvide sne;

det var som med sølv bedækket. - 

Men, dengang forårsfuglene sang, 

med sine brune grene det hang, 

og toppen var også knækket.

 

Og skraldemanden efter det kom;

men børnene syntes ikke derom, 

dengang det på vognen knejste.

Det var jo rigtignok vissent, men 

det var dog, som om en gammel ven

for sidste gang fra dem rejste.

 

Sådan står der skrevet i de sidste vers i Peters Jul. Og det er hvert år med både glæde og gru at jeg læser dem. Jeg husker, som var det igår, den første gang jeg læste Peters Jul for børnene. Da de fik bogen var vi mor, far og 3 - snart 4 børn. Men første år vi skulle bruge den som julekalender var jeg blevet skilt og vi var mor og 4 børn. I virkeligheden en kæmpe forskel, fordi hele synet på én ændres. Det var en god beslutning at jeg blev skilt dengang, men det var alligevel hårdt at læse den sidste sætning; som om en gammel ven for sidste gang fra dem rejste. Den 'gamle ven' var for mig, i den sammenhæng, ensbetydende med hele den normativitet jeg måtte vinke farvel til, da jeg valgte at blive enlig mor i stedet for far, mor og børn. Børnene sad i vores sofa - sådan en gammel en i gammel stil med grønt velour, som jeg var faldet for i den lokale genbrug. På bordet foran havde alle lysene stået, men de var nu væk og det sidste lys var i lanternen. Det var i skæret af det lys at jeg læste Peters Jul, for sidste gang den vinter. Meget var ændret, men jeg følte mig ret sikker på den ydre struktur omkring hvordan livet skulle forme sig for os. Jeg anede på det tidspunkt absolut intet om at jeg et år senere ville sidde i halvdelen af en korsgård, langt ude på landet, på en lille bitte ø, Tunø og læse Peters Jul. Det jeg husker mest fra det første år på Tunø, var at familiejournalen kom forbi, for at skrive en hyggelig lille julehistorie, som så blev trykt året efter. Jeg husker ikke at det var med en klump i halsen at jeg læste de sidste vers - og det tror jeg heller ikke at det var - ikke det år. Jeg havde fuldt mit hjerte og lavet en 180 graders vending og selvom livet er gået op og ned - som det jo gør - så kan jeg på mange måder godt få en klump i halsen over, hvordan tingene havde været hvis ikke jeg havde taget den beslutning. For så vidt tror jeg at vi havde klaret os fint i forhold til de ydre rammer - det er ikke så meget det, men det er mere tempo'et. Jeg har oplevet begge gange, hvor jeg har skullet aflevere min ældste datter til første skoledag på efterskole, at der er forældre som mildest talt bryder sammen og stortuder. Sidste gang sad jeg tæt på en mor, som fik det sådan. Jeg blev berørt over at se at hun var så berørt, men jeg blev samtidig funderende og undrende over, hvad det var der gjorde det. For det var jo ikke bare en lille tåre, som man kan komme til at fælde i mange forskellige sammenhænge - det var en gråd som om nogle havde hevet tæppet væk under hende. Jeg kan kun huske at jeg har grædt på den måde én gang i mit liv. Det var dengang min mormors kiste blev båret ud af kirken. Jeg hørte moren sige til en af de andre hun fulgtes med: 'det er bare gået så stærkt, nu bliver hun aldrig min lille pige igen'. Hvis det var sådan hun havde det, så kunne jeg for så vidt godt forstå hende, men jeg spekulerede så til gengæld på, hvorfor jeg ikke selv havde det sådan. Og jeg er ikke helt sikker på at jeg kender svaret. Selvfølgelig kan jeg godt savne min datter af og til, det kan jeg da. Men hver gang siger jeg til mig selv: 'hvad er alternativet?' Og der kan jeg med det samme konstatere at det der skaber ro i mit liv er glade og velfungerende børn - uanset om de så er 2 eller 15 år. Og fordi hun har det virkelig godt på efterskolen, og man kan mærke at hun vokser som menneske af det, så ved jeg med det samme at alternativet ville absolut ikke være bedre. Hun er det helt rigtige sted for hende, hvor hun skal være lige nu - hvad fremtiden bringer det må vi se, men det vigtigste er at hun er glad og trives med det liv hun får skabt sig. Men når det så er sagt, så må man jo også sige at de rammer jeg dengang valgte for mine børn, var nogle rammer som gjorde at vi kom rigtig tæt på hinanden. Og på den måde er det måske gået knapt så stærkt, som det måske kan føles for andre, som til hverdag kun ser deres børn om morgenen og om eftermiddagen/aftenen. 

Følg mig på Facebook

30-12-2018

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Dette indlæg har egentligt taget mig noget tid at få formuleret. Billedet er taget på vej ned af vores indkørsel, da jeg en dag var på vej hjem fra kirke. Jeg kender ikke det præcise antal skridt, men med en lygte kan jeg lyse op, så jeg kan se næste skridt og på den måde bevæger jeg mig skridt for skridt i rigtige retning.

Sådan er det også lidt med livet, når man har valgt at gå en ikke-normativ vej. Man ved for så vidt godt hvad man ønsker at bevæge sig henimod, men man kan ikke nødvendigvis få en præcis beskrivelse af vejen derhen, for ingen har gået samme vej - på helt samme måde - med helt samme vilkår. Denne uvished kan til tider skabe frustrationer og man kan forledes til at tænke; nu drejer vi af på nærmeste afkørsel til en normativ vej. Men inden man når så langt går det op for én at så simpelt er det ikke. For hvert enkelt liv er i virkeligheden unikt, så selvom nogle livs-situationer kan synes lig hinanden, så er det sådan med livet at lige når man mindst venter det, tager det en uventet drejning og vejen er pludselig en anden. 

Det blev jeg mindet om da jeg i år var på marked med mit kunsthåndværk. Nogle gange kan man godt blive lidt forvirret, når man møder folk i en anden sammenhæng end den sammenhæng man kender dem fra. Således gik det også op for mig at en deltager til den kommende forfattercamp, faktisk var inde og hilse på mig. Hun sagde sågar at hun skulle til Tunø til en workshop. Men min undskyldning for at være lidt distræt på det tidspunkt er måske, at jeg netop forinden havde haft en tankevækkende oplevelse. Jeg stod og arbejdede på min seneste model af hatte da en dame med kort hår og et stort smil kommer hen og siger hej, hun virker frisk og fuld af energi. Et øjeblik kan jeg ikke huske hvem hun er, indtil det går op for mig at hun stod skråt overfor mig på sidste års marked - dengang havde hun bare langt hår. Jeg spørger selvfølgelig straks om hun har været på marked i år, men svaret er noget overraskende. Dagen før hun skulle betale for sin standplads på markedet, fik hun dommen hos lægen; uhelbredelig kræft.

Jeg var mildest talt chokeret, for hun strålede af energi og livsglæde, så det ville jeg aldrig have gættet. Men vi fik en lang snak om sygdom, kunsthåndværk, livet generelt, bevidste valg og ikke mindst uvished. Og jeg må indrømme at jeg efterfølgende følte mig meget privilegeret over det liv jeg har. Den uvished jeg har er en helt anden uvished end den hun har. Jeg har for så vidt alt at vinde, hvis bare jeg tager de rigtige skridt. Hvor langt jeg kommer kan ingen spå om, for livet kan tage så mange drejninger, både gennem bevidste valg, men også som uforudsete hændelser. 

Man hører nogle gange at folk der er ramt af alvorlig sygdog siger at de vil leve hver dag, som om det var den sidste. Jeg har altid tænkt at det var en positiv tilgang. Men efter denne samtale blev jeg klogere. Hun sagde at engang imellem kan hun godt komme ned i et sort hul, fordi hun ikke aner om hun har 10 uger eller 10 år tilbage - ingen kan give hende et klart svar. Så hun har besluttet sig for at leve sit liv, som om hun har 10 år tilbage. Det betyder at hun kan lægge planer for fremtiden og hver dag stå op med glæde, håb og forventning til livet.

Hvor langt hun kommer kan ingen spå om - men på det punkt er vi alle for så vidt lige....

Godt nytår til jer alleCool

Følg mig på Facebook

23-12-2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære alle I, som læser med.

Nu er det lige ved og næsten at det er jul. Det er tid til familie og nærvær, derfor bliver mit indlæg idag ganske kort. 

For noget tid siden, da jeg stod i min bod i Tivoli Friheden, kom Julemanden forbi - det har han været flere gange. Han sagde at han havde set 5. klasse lege med den yngste på legepladsen og at han syntes at 5. klasse var rigtig god til at lege med sin lillesøster. 

Nogle dage efter da Julemanden kommer forbi igen, står 5. klasse i boden og snakker med mig. Julemanden siger til 5. klasse:

"Du er en rigtig god dreng".

Små ting kan betyde store ting for den enkelte, der skal ikke altid så meget til, for at gøre en forskel. 

Følg mig på Facebook