17-03-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

I denne tid med storm og regn er det skønt at komme ind til varm te fra brændeovnen og nybagte pandekager, når man har været ude i haven og lege i legehuset. I selvforsynings-madplanen er lørdag pandekage-dag, så derfor kommer her en grundopskrift på pandekager.

Ingredienser

Mel

Vand

Fremgangsmåde

Første punkt er at veje hvor meget mel man har. Til 1 kg mel skal der bruges 18 dl vand. Hvis man bruger 1 kg mel er der pandekager nok til 7-8 personer. 

Mel og vand røres sammen så der ingen klumper er.

Dernæst er de klar til at blive stegt. Et tip, som også er pengebesparende er, at man kan få pandekagemaskiner, som har en belægning der gør, at man ikke behøver fedtstof til at stege dem i. 

For nylig købte vi ny maskine, fordi den anden simpelthen brændte sammen. Udover belægningen som betyder at man ikke skal bruge fedtstof, så er det også meget smart at man kan lave 6 pandekager af gangen - på den gamle kunne man kun lave 1.

- Og så er den grøn, den er som skabt til at passe til vores Trip Trap stole - lidt æstetisk kan man jo godt være, selvom man forsøger at leve sparsomt. 

Opskriften her, som alle andre opskrifter til Selvforsynings-madplanen, skal betragtes som en grundopskrift. Den kan bruges som den er, men kan også suppleres med det man nu lige har ved hånden. Det kan være salt, bagepulver, sukker, vanillesukker, kakaopulver, smags-essens osv. Jeg kigger som regel i køleskab, på hylder og i haven og hælder i, hvad der nu er (selvfølgelig med omtanke for størrelsesforholdet). I stedet for vand kan man selvfølgelig også bruge mælk o.lign. 

Velbekomme og husk

Følg mig på Facebook

10-03-2019

Næste

uges

plan

finder

du 

HER

 

Dagens blogindlæg har i virkeligheden længe ligget og modnet sig, for at blive klar til præsentation. Samstemmende for de forældre jeg løbende er i kontakt med er, at de ønsker at hjemmeundervise deres børn, fordi de føler, at deres barn i virkeligheden har et større potentiale, end hvad den ordinære skole sætter rammer for at kunne imødekomme. Meget ofte går overvejelserne på om de skal købe en KLAR-PARAT-SKOLESTART pakke eller om de bare skal tage barnet hjem og go-with-the-flow, for at sige det populært. I starten undrede jeg mig over hvad forskellen var, men jeg er blevet klar over, at overvejelserne ofte skyldes, at der er en misforstået opfattelse af, at det populære Unschooling er ensbetydende med at læring, bøger, forklaringer osv. er bandlyst. Men her glemmer man en vigtig - faktisk dén vigtigste - brik; nemlig barnet og barnets indre drivkraft for at udvikle sig.

Jeg tror at alle kan nikke genkendende til kan selv-vil selv alderen, som især bliver tydelig omkring 2-års alderen. I virkeligheden bærer vi alle rundt på den mentalitet, men jeg vil vove den påstand at den ofte bliver ødelagt af institutionaliseringen, hvor der simpelt ikke er tid til den enkelte. Men her er der faktisk ikke stor forskel på børn og voksne, det er i virkeligheden meget simpelt:

DU KAN IKKE FORVENTE AT FOLK TAGER ET ANSVAR, SOM DU IKKE GIVER DEM LOV TIL AT TAGE.

Det er lidt ligesom i erhvervslivet - de gode ledere er dem der formår at have tillid til sine medarbejdere og sige 'ja', fremfor at sige 'vi plejer'. Men det skaber også en sårbarhed, fordi pludselig bliver man afhængig af sine medmennesker, og det er virkelig angstprovokerende i den adskillelseskultur, som utilsigtet blev en konsekvens af kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet

Men for at komme tilbage til det med Unschooling og overvejelserne omkring hvordan man griber det an, så er der nogle børn som trives med at have en meget fast plan - måske især i starten, hvis de tidligere har været en del af den normative institutionalisering. De er kommet langt fra deres egen selvfølelse og kan nærmest virke helt apatiske, hvis man tager den skemalagte hverdag fra dem. Den indre drivkraft, dett selvstændige initiativ, kreativiteten og lysten til at lære er blevet afløst af et konstant pres om, at skulle passe ind i forudbestemte rammer og handlemønstre.

Det jeg ofte gør i den sammenhæng er, at lave en plan, hvor der er tid og tålmodighed til, at lade barnets erkendelse opstå. Ofte kan der være en uro og usikkerhed hos forældrene, fordi barnet ikke 'rykker sig' i starten, men det afløses af kæmpe glæde, den dag barnet pludselig for alvor knækker koden til læring. Både fordi barnet pludselig 'rykker sig' i forhold til læringen - men endnu mere fordi barnets selvstændige personlighed pludselig fremstår langt tydeligere end før. Nogle forældre har udtalt at de faktisk blev klar over, at de ikke for alvor kendte deres barn, dengang de bare løb rundt i hamsterhjulet og barnet var tilpasset normen. 

For andre, der måske har hjemmepasset barnet, eller hvor barnet på anden måde har haft forholdsvist frie rammer til at udvikle deres selvstændighed, kan en løsning også være at købe løbende sparrings-sessions via Skype, hvor vi i fællesskab finder frem til hvordan de optimale rammer for barnets selvstændige udvikling bliver skabt. Nogle laver selv en dagbog, som de så kan fremvise til den tilsynsførende, men mange ønsker hjælp til løbende udarbejdelse af dokumentationen, så de kan koncentrere sig om barnet og rammerne omkring barnet, mens jeg kan gå bagom læringen, og få sat ord på HVAD-HVORDAN-HVORFOR.

For at imødekomme dette behov har jeg nu lavet UNSCHOOLING-pakken, som indeholder 20 sparrings-sessions samt løbende udarbejdelse af dokumentation af undervisningen, så man med ro i sindet kan præsentere den tilsynsførende for, at man unscholler sit barn. Meget ofte er den tilsynsførende en ansat fra den lokale folkeskole og der kan derfor være en del for-forestillinger hos den tilsynsførende, som ikke stemmer overens med de gældende krav.

Eksempelvis er det meget overraskende for langt de fleste, at der ikke er et bestemt lovkrav om, hvad barnet skal kunne på et bestemt klassetrin. 

Kravet er blot at barnet løbende skal udvikle sig. Først ved afslutningen af 9. klasse forventes det, at barnet har opnået samme kompetencer som sine jævnaldrende. 

En god huskeregel i den sammenhæng er at:

Godt begyndt er halvt fuldendt

Det giver derfor god mening at tage sig den tid der skal til for, at barnet tager ansvar for egen læring, da det i sidste ende er den mentalitet der skal bære barnet videre i uddannelses-systemet. - Og i livet generelt.

Følg mig på Facebook

03-03-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

De der benytter sig af ugeplanerne, vil nok bemærke at der på sin vis er sket et skift. Der er blevet indført en langt større selvstændighed og det giver pote.

Måske kan nogen huske at jeg indførte Læseguld-App'en, for 2. klasse, i starten af december. I første omgang benyttede 2. klasse sig af at prøve at huske ordene, men med lidt hjælp til at bruge tid på at lytte til bogstavslydene, forstod 2. klasse tilsyneladende brugen af App'en. Der gik ikke længe før vi købte Læseguld 1, men fremgangen var begrænset. Motivationen for at læse mangler simpelthen. 2. klasse er ikke et sted i sit liv nu, hvor læsning er et aktuelt behov. Og det er ikke særegent for børn at motivation er en afgørende faktor, det gælder for alle mennesker. 

Vi kom en dag til at snakke om at 2. klasse er den næste i rækken til at få sin egen telefon. Jeg sagde i den sammenhæng, at vi kunne aftale, at det bliver når læsning er sådan nogenlunde på plads, så kan 2. klasse nemlig skrive sms-beskeder med sine bedsteforældre, ligesom de ældre søskende også gør. Det er en god måde at træne både læsning og skrivning i et forum, hvor man ikke bliver hængt ud for at komme til at stave forkert. Jeg tænkte at nu ville der nok komme ekstra skub i læsningen, men lige lidt hjalp det.

Når man arbejder som pædagog (og for den sags skyld også lærer) så er det vigtigt at gøre sig bevidst om, hvad barnets nærmeste udviklingszone er. Det er et helt begreb i sig selv, i den pædagogisk verden, som jeg dog ikke vil holde en længere tale om her. Men den simple version er, at det handler om hvad næste skridt er - ikke hvad de næste 2 skridt er, men bare næste skridt. Set i den kontekst var det simpelthen det der blev problemet - der var for mange skridt hen til målet. 

For en uge siden indførte jeg så et belønningssystem, hvor 2. klasse får en pose æblechips, hver gang der er lavet en guldpokal i App'en. I løbet af de 2½ måned vi har brugt App'en er der ikke lavet én eneste guld-pokal. På den seneste uge, hvor belønningssystemet er indført, er der lavet 10 guldpokaler. Så kan man kalde det bestikkelse eller hvad man vil, men det virker. I denne sammenhæng helliger målet midlet. 

En sjov detalje er, at efter at have lavet de 10 guldpokaler kommer 2. klasse og siger:

"Mor, der er faktisk noget andet smart jeg også har bemærket ved den App"

Jeg bliver selvfølgelig nysgerrig og spørger hvad det er.

"Jeg lærer faktisk også bogstavernes lyde samtidig med at jeg laver guldpokaler"..........

 

Så kan jeg jo kigge på mit Mensa-bevis, som hænger på væggen på mit badeværelse, og føle at jeg er vældig klog. Men jeg må bare konstatere, at uanset at App'en hedder Læseguld og at jeg i starten gjorde meget ud af at forklare 2. klasse, at det var vigtigt også at lytte til bogstavslydene og ikke kun prøve at genkende ordene visuelt, så har det simpelthen været sort snak, når det kommer til essensen af at opfatte, at det faktisk handlede om at lære at læse.

Og her er virkelig en pointe man skal gøre sig klart når man underviser. Det ER IKKE og BLIVER IKKE barnet der er noget galt med, det ER den voksne, der med sin viden og formåen, må 'holde lommelygten' og sørge for at lyse på den vej, der rent faktisk er farbar.

Følg mig på Facebook

 

24-02-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

*indeholder reklame for bObles

Denne uge har været præget af sygdom, det må jeg ærligt indrømme. Vi går alle enten og småhoster, nyser eller har lidt ondt i maven. Dog intet alvorligt ifølge lægen, så det eneste, der er at gøre, er at holde sig varm. Vi er så heller ikke de eneste der er småsyge - flere af børnenes venner her på øen går også og hoster osv., så det er nok bare årstiden. 

Da jeg levede et mere normativt liv var sygdom altid forbundet med stress og følelsen af ikke at præstere det man burde. Det er absurd at så simpel en ting, som at drage omsorg for sine nærmeste, er blevet en hæmsko, for at kunne være en del af det etablerede samfund. 

Før nogen tror at jeg er imod rødstrømpernes kamp for ligestilling, så vil jeg med det samme indskyde at jeg, om nogen, virkelig forstår og værdsætter deres kamp. Det at jeg kan bo her hvor jeg bor og leve et ganske udemærket liv, er i høj grad rødstrømpernes fortjeneste, det vil jeg ikke underkende. Og faktisk tror jeg heller ikke at det er deres kamp, der direkte er skyld i den glidebane, samfundet er kommet ind på. Jeg tror tværtimod det er en ugennemtænkt konsekvens-pædagogik, som er opstået ad politisk vej. Man har ønsket at støtte op om kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet og dermed deres mulighed for at forsørge sig selv. Men man har glemt det frie valg. Og det er ikke bare børnene, men sådan set menneskeheden der betaler prisen. Omsorg er blevet fråds og tilnærmelsesvis; spild af tid.

Det der er vigtigt i den sammenhæng er ikke at finde årsagen, men at finde løsningen. Og svaret ligger i høj grad i Omsorgsrevolutionen.

Revolution er i sig selv et noget stort  og på mange måder uhåndgribeligt ord, sådan på daglig basis. Så hvis vi nu skærer revolutionen fra i første omgang, så er der Omsorg tilbage. Det kræver mod at tillade sig at sætte omsorgen på første pladsen og tro på at andre ting godt kan vente. Men netop sådan har det været denne uge. Med 6 børn, der på skift har det lidt skidt og mig selv der også er lidt slatten, så er det ikke de store armbevægelser der skal gang i, men bare det helt ordinære nærvær og tilstedeværelse. Vi er en af de familier der har en væg-til-væg samsovningsseng, som samtidig bliver brugt til pudekamps-arena, hulebygning osv. i løbet af dagen. Jeg vil lige indskyde at de 3 ældste foretrækker at sove i deres egen seng, det er kommet helt naturligt, som så mange andre ting i børns udvikling i virkeligheden også gør.

Når der er fuld drøn på herhjemme, så er det faktisk ikke legetøj der som sådan er i fokus. Det kan være at posten kommer med en pakke, hvor papkassen så bliver til en bil, en båd, et fjernsyn el. lign. Dog er der én ting, som jeg før har nævnt, som i den grad er blevet en fast bestanddel af vores hjem - bObles. De bliver brugt til leg - som praktiske skamler, når børnene skal nå noget fra en hylde - til at sidde på, så man er i børnehøjde, når børnene tumler rundt om én. Ja jeg vil nærmest sige, at vi kan ikke undvære dem. Der går ikke en dag uden at der er én der siger: 'jeg skal bruge en bObles'. 

Hidtil har vi købt de store tumlemøbler og donuts og tænkt at det var dét. Men udover bObles, papkasser osv., så er bolde selvfølgelig også altid et hit - både for store og små. Det er faktisk for alvor én af de ting, som kan samle en søskendeflok, med så stor aldersspredning, som flokken herhjemme. Så jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe nogle bObles-bolde. Både fordi de 'passer ind' i indretningen, men også fordi de ikke indeholder farlige ftalater og er super lette at rengøre. 

Denne uge, hvor omsorg har været i højsædet, viste det sig at boldene havde en anden fin funktion. De to yngste piger har fået en idé om at jeg skal 'lave en pizza' på deres ryg, som de kalder det - kort sagt vil de nusses på ryggen. Forleden nat, da den yngste vækkede mig klokken 3 om natten pga. hosteri, blev en bObles-bold min redning. Jeg lagde den på hendes ryg og masserede hende med bolden og jeg tror faktisk at det også havde en god effekt på hendes hosteri. Reel massage kan for små børn i det hele taget være lidt voldsomt, men med bolden blev det bare et fint let tryk, som bevægede sig rundt på ryggen. Og der gik faktisk ikke længe, så sov hun igen - og det samme gjorde jeg. 

Hvilken bold der lige er den rigtige størrelse afhænger nok af barnets størrelse, men for mit vedkommende, hvor det var min datter på snart 3 år, var bolden på 11 cm perfekt. Ikke for stor i forhold til hendes ryg, og samtidig heller ikke for lille til at jeg ubesværet kunne rulle den rundt på hendes ryg med min håndflade.

Har du lyst at prøve det, så kan boldene købes HER og den billigste koster faktisk kun 29 kroner. 

Følg mig på Facebook

17-02-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

*indeholder reklame for WeeCare

Så er vinterferien ved at nærme sig sin afslutning og en ny skoleuge starter. Ugen har været en blanding af hyggeligt samvær og praktiske gøremål. På sådan en ferieuge hvor vi er hjemme, er jeg typisk at finde enten i køkkenet, igang med at afprøve opskrifter eller et eller andet sted i hus eller have, med en værktøjskasse ved min side. Denne uge lagde jeg blandt andet nyt gulv på 2. klasses værelse.

Til daglig bruger jeg hovedet rigtig meget i forbindelse med hjemmeundervisningen og derfor er det dejligt at koble af med nogle mere praktiske gøremål, som sætter tankerne fri. Efter at jeg i forrige blogindlæg skrev at jeg på mange måder føler mig som en 'gammel' forælder, fordi der er sket så utroligt meget på de 15 år jeg har været mor, har tankerne vandret tilbage til min allerførste tid som mor. Jeg tog en masse bevidste valg, som ikke nødvedigvis fulgte normen. For mig var det lettere at tage et atypisk valg end at følge strømmen, ganske simpelt fordi jeg med de atypiske valg havde mit hjerte og min sunde fornuft med mig. I starten prøvede jeg at argumentere for mine valg, men der var overraskende lidt plads til forskellighed. Nogle følte at jeg prøvede at pådutte dem mine valg, andre gange var det mig, som følte mine grænser overtrådt, når folk insisterende skulle fortælle mig at jeg eksempelvis var bagud og ikke fulgte med fremskridtet. På nogle punkter havde jeg en klar fornemmelse af at tiden var ved at vende, men på andre punkter havde jeg aldrig forestillet mig at normen skulle forandres - selvom mine valg føltes naturlige for mig og jeg havde argumenter for dem.

Et springende punkt var bleer. Jeg husker den første tid som mor, med dette lille tilsyneladende skrøbelige væsen, som kiggede på mig med sine intense øjne - som babyer typisk gør. Havde hun f.eks. en dag haft et par bukser på, som havde lavet et lille aftryk på hendes hud, der hvor elastik-kanten havde været, var jeg bange for at det mærke aldrig ville forsvinde igen. Men jeg fandt dog hurtigt ud af at selvom man kunne forledes til at tænke at man havde at gøre med et skrøbeligt væsen, så var det i virkeligheden et helt menneske, klar til at møde livet og dets udfordringer. Men på ét punkt blev det alligevel for meget for mig. Jeg havde fra start været opmærksom på at købe bleer, som var godkendt af astma-allergi forbundet, da jeg selv er allergiker og altid har været det. Men lige lidt hjalp det. Hun var ildrød, selv når hun kun havde tisset ganske lidt i sin ble og blev skiftet med det samme.

Jeg tænkte tilbage på engang hvor min mor havde fortalt mig at hun var med på den bølge af forældre, som begyndte at bruge engangsbleer til deres børn, i stedet for stofbleer. Ganske simpelt fordi institutionsliv, fuldtidsarbejde og stofbleer var en noget besværlig cocktail. Dengang var det ikke normen at bruge engangsbleer og hun mødte af og til kritik for at det var synd for hendes barn. Sidenhen blev det så normalt med engangsbleer at hun kunne læne sig tilbage og sige; 'hvad sagde jeg'. 

Det var det eneste alternativ jeg kendte, så jeg købte en kæmpe stak stofbleer og fik nogle hjemmestrikkede uld-blebukser, som min mor havde gemt fra dengang jeg brugte stofbleer. Heldigvis var der en fra min daværende mands familie, som i nyere tid havde taget samme valg som jeg og hun hjalp mig med hvordan jeg kunne folde bleerne mest hensigtsmæssigt. Men tiden indhentede mig - jeg fik travlt med uddannelse, arbejde osv. og mine andre børn har faktisk ikke brugt stofbleer - selvom jeg under flere af graviditeterne har tænkt; denne gang er det slut med engangsbleer. Men det var simpelthen for besværligt - og nærmest helt utænkeligt at skulle bede vores danske nanny om at bruge stofbleer til vores børn. Man kunne vel nærmest have fået arbejdstilsynet på nakken.Smiler stort 

Men så skete der noget overraskende forleden. I forbindelse med omskrivning af bogen; Godnat og Sov Godt henter jeg min samarbejdspartner, hendes mand og barn ved færgen. På vej til huset hvor de skal overnatte, får vi snakket om mange ting og bliver hurtigt klar over at vi ser ens på mange ting. Vi snakker om det med at tage valg der føles naturlige, selvom det ikke er det man er vokset op med. I den forbindelse siger hun blandt andet; 'vi bruger f.eks. stofbleer'. Uvidende tænker jeg tilbage på dengang jeg foldede stofbleer og hele tiden forsøgte at finde en endnu smartere måde at folde dem på. Jeg bliver derfor meget overrasket, da jeg næste dag kommer til morgenkaffe. Ud fra soveværelset kommer hendes barn, med den fineste formsyede stofble. Da vidste jeg at tiden for alvor er moden til at tage hul på Omsorgsrevolutionen og et opgør med den adskillelseskultur, som er blevet normen i dagens samfund. 

Et lille notabene er at jeg faktisk efterfølgende har hørt fra tidligere pædagog-kollega'er, at det er blevet ganske normalt og acceptabelt i mange daginstitutioner, at vælge at ens barn skal bruge formsyede stofbleer. Så vil du være med på fremskridtet og være en af de forældre der på sigt kan sige: 'hvad sagde jeg', så er det faktisk ret simpelt. Du skal bare købe dit startsæt fra WeeCare HER, så er du igang - og tro mig, hvis du på nuværende tidspunkt bruger engangsbleer, så vil du hurtigt blive klar over, hvor mange penge du sparer med denne langtidsholdbare løsning.

Rigtig god fornøjelse og del gerne tips og tricks i kommentarfeltet herunder.

Følg mig på Facebook