20-05-2018

Legetøj

- uden brugsanvisning.

 

 

 

 

 

 

 

Så er det blevet søndag igen, og selvom det er helligdag imorgen, så forbereder jeg alligevel næste uge idag - søndag er eftertænksomhedens dag, hvor man har tid og ro til at reflektere, fordi det omgivende samfund også er gået ned i gear. Rammerne har en betydning for såvel voksne som for børn.

Næste uges skema kan downloades HER

Og så til overskriften på denne søndags indlæg;

Legetøj - uden brugsanvisning.

Og hvad vil jeg så sige med det?

Billedet blev lagt ind tidligt på ugen, fordi den yngste pludselig sad på terrassen med en balje, fyldt med låg fra vaskemiddel, og prøvede at sætte dem sammen. De har faktisk forskellig størrelse afhængigt af hvilket mærke og hvilken størrelse flaske de kommer fra. Jeg satte mig ved siden af, og straks fik jeg rakt et par låg i hånden. Og lige der huskede jeg på, hvorfor jeg har det så svært med legetøj med brugsanvisninger. Jeg har aldrig forsøgt at sætte låg fra vaskemiddel sammen, så uanset aldersforskellen på 36 år, så blev det en fælles eksperimenteren af hvad der kunne lade sig gøre - og lige der ligger essensen i leg.

Dermed ikke sagt at meget af det såkaldte legetøj med brugsanvisninger kan have et formål, men jeg synes med rette man skal overveje om man kan kalde det legetøj eller om det i virkeligheden skulle have et andet og mere retvisende navn.

I legen efterprøver man virkeligheden, uden at det har nogen risiko. Det er et frirum for at eksperimentere og derigennem kan der opstå en erkendelse/læring. Legen er fantasiens rum og der er intet rigtigt eller forkert - rammerne for den konkrete leg bliver skabt i fællesskab i processen.

De pågældende låg fra vaskemiddel har pludselig fået et nyt liv herhjemme. Jeg gik igang med at finde alle lågene frem, som lå sammen med de tilhørende flasker i en kasse på terrassen - og der var en hel del. Jeg ville vaske dem af og tog lidt vand fra badebassinet over i baljen. Straks kom begge førskolebørn og puttede lågene i badebassinet og nu var de pludslig blevet til skibe. Lidt efter blev de til thekoppper til katten, nu da de var fyldt med vand.

Dagen efter var det 1. klasse der brugte dem som håndgranater i haven og lidt efter havde den ældste af førskolebørnene samlet dem sammen i sin cykelkurv og nu var de pludselig kattekillinger.

Alle disse skift gik uden diskussioner - for det første fordi der er rigeligt låg til alle, for det andet fordi der ikke er nogen der har mere ret end andre.

Alt dette med det alternative legetøj kommer der til at være meget mere af i det kommende skoleår, hvor vi bl.a. kommer til at have temaet 'skrald' på skema'et. Så husk at følge med på facebook, så du altid bliver mindet om, når der kommer nye indlæg herfra. - Og allerede senere idag kommer der mere, for idag holder vi pinsefest, som vi faktisk lidt i smug har forberedt os til i fredags.

Følg mig på Facebook