06-05-2018

Konsekven..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det søndag igen, og dagens skema er lagt klar til download.

Denne søndags tema er konsekvens versus konsekvent.

På billedet ses den skrænt, som fører ned til stranden ca. 100 meter fra vores hus. Udsigten til vandet ses på indlægget fra dette års påskejagt.

Nu skrev jeg 'fører ned til stranden', men som de fleste nok kan regne ud er det ikke den vej vi går, når vi skal til stranden. Men billedet er et godt eksempel på diskussionen om hvornår man skal være konsekvent når man sætter grænser for børn, og hvornår ting skal have en konsekvens.

Før vi flyttede hertil havde vi været på besøg, og havde set beliggenheden ved selvsyn. Derfor havde jeg, før vi flyttede hertil, gjort det klart for børnene at marken på vand-siden af huset leger man ALDRIG på. Nu 6-7 år senere er det samme regel der gælder. Ganske simpelt fordi, hvis grænsen hedder at man ikke må komme for tæt på skrænten, så er det for det første en udefinerbar grænse, for hvornår er man 'for' tæt på. For det andet er konsekvensen af at nogle overskrider en sådan grænse, helt bogstaveligt ikke mulig at 'samle op' på. Derfor er grænsen sat et sted hvor det er muligt at få en alvorlig snak om vigtigheden af at overholde de grænser der er sat. Og der er i dette konkrete tilfælde tale om en konsekvent opdragelse.

Tankerne om hvorvidt det er konsekvent eller konsekvens opdragelse der er vejen frem, dukkede allerede op i min bevidsthed da jeg uddannede mig til pædagog. Mange gange møder man i samfundet forhandlings-situationer mellem børn og voksne, der laves interne aftaler. Generelt set er det et udspring af ønsket om at opdrage børnene til et demokratisk, ikke-voldeligt samfund, hvor man snakker sig frem til løsninger. I forbindelse med min uddannelse som kandidat indenfor pædagogisk filosofi fik jeg dog for alvor øjnene op for alternative måder at anskue situationen på. På en ø langt væk fra Danmark, lever et stammefolk, som har været genstand for videnskabens interesse fra flere forskellige fagområder. I forhold til opdragelse blev det pågældende stammefolk særdeles rystede over at man i danske daginstitutioner kan finde på at 'ekskludere' børn, der eksempelvis forstyrrer højtlæsningen, ved f.eks. at lade en pædagog gå udenfor med barnet i stedet for, og lave noget andet. De syntes det var udtryk for et voldeligt samfund, at man overhovedet kunne få den tanke, at fællesskabet ikke nødvendigvis inkluderede alle. Selv ville de i en lignende situation slå barnet med et enkelt slag, så det på den måde blev klar over at adfærden skulle rettes ind i forhold til fællesskabet. Jeg synes ABSOLUT IKKE at deres løsning er en overvejelse værd, men til gengæld er deres refleksioner omkring fællesskab, inklusion og rummelighed værd at tage til efterretning.

I Danmark betragter vi generelt vores børneinstitutioner og skoler som inkluderende, det bliver meget ofte beskrevet i en instutions værdisæt at de 'arbejder med inklusion'. Ved nærmere eftertanke svarer en sådan beskrivelse til det at sige til børnene at de ikke må komme for tæt på skrænten. Det man siger lyder logisk nok, men hvordan udføres det i praksis!

Hvis man kigger på de faktuelle forhold, så er det muligt for institutioner og skoler at søge om en støttepædagog til et eller flere børn, hvis det vurderes at den/de pågældende er til nævnefærdig forstyrrelse af fællesskabet eller i sig selv har svært ved at blive en del af fællesskabet.

Jeg sidder ikke med noget klart svar på hvad 'det rigtige' i den situation er - med uddannelse indenfor filosofien bestræber jeg mig på at bevæge mig indenfor nuancerede konklusioner. Men i mine tanker reflekterer jeg over, hvordan man forestiller sig at børnene, når de bliver voksne, skal leve i et ligeværdigt samfund, når man fra starten laver A og B hold...

Hjemmeundervisningens rolle i denne sammenhæng, og i særdeleshed i vores familie, som på daglig basis består af 1 voksen og 6 børn, får en helt anden rolle, end den, som man typisk møder, når man præsenterer de faktuelle forhold herhjemme.

Generelt er der en stigende interesse for diverse prædikater man kunne sætte på vores liv; hjemmeundervisning, slow-living, tid til nærvær osv. Og alligevel bliver vi ofte mødt med nysgerrige spørgsmål omkring, om børnene bliver i stand til at indgå i et større fællesskab, når de lever på denne måde - på en ø - langt ude på landet - med hjemmeundervisning.

Lige her har stammefolkets opfattelse af fællesskab sin berettigelse. - Vi SKAL være her alle sammen. Der er ikke en støttepædagog der lige kan tage nogle afsides, hvis de en dag har svært ved at sidde stille og følge med i højtlæsningen. I forhold til metoden for at få det til at lykkes, at alle skal kunne være med, er jeg ikke enig i stammefolkets valg. Men hvad gør man så?

I den forgangne uge var vi på vores månedlige tur til storbyen, og denne gang valgte vi blandt andet at gå til en stor legeplads, som ligger udendørs, rundt om en bygning. Dvs. det er ikke muligt at se alle hele tiden, hvis man ikke er på samme del af legepladsen på samme tid. Når vi er i storbyen, gør jeg meget ud af at forklare børnene at vilkårene er anderledes end herhjemme. Og at vi i sådan en sammenhæng derfor må bevæge os i etaper rundt på legepladsen, så det er muligt for mig at følge med alle steder på én gang. Vi havde mange sjove lege og oplevelser på legepladsen og var der også i en god rum tid. MEN så opstod problematikken - der var ikke enighed om hvor vi skulle være. Akkurat som med skrænten stod jeg på min konsekvente forudbestemte minimumsgrænse, som her var, at jeg skulle kunne se alle på samme tid. Mens vi bevæger os rundt om bygningen går sidste mand modstridende med, kun så langt som det er nødvendigt for at jeg stadig skal kunne se vedkommende. Jeg er klar over at det nu handler om at diskutere den grænse der er sat, men jeg lader som ingenting - og ved med mig selv at det er ikke en grænse der står til diskussion - konsekvensen af at en overskrider grænsen kan jeg ikke præcist forudsige og er heller ikke interesseret i at erfare.

På et splitsekund er sidste mand gået ned af en lang trappe og er dermed ikke på samme del af legepladsen som os andre. Uden tøven kalder jeg vedkommende til: 'DU kommer herop NU' - sagt i et bestemt men kontrolleret toneleje. Øjeblikkeligt returnerer vedkommende. Mine tanker når at tænke; 'hvad nu' - men jeg kan se at vedkommende er fuldstændig med på at grænsen der var sat blev overtrådt - og den stod ikke til forhandling. Ergo ville det være en underkendelse af det oprindelige udgangspunkt at begynde at komme med belærende ord og dermed lægge op til debat. Så da vedkommende er tilbage siger jeg blot stille og roligt; 'så går vi videre'. Vi forlader legepladsen og efterdønninger af at grænsen ikke var til debat får vi da også at høre - vedkommende er godt klar over hvorfor vi gik. Og der bandes og svovles over hvor dumme vi alle sammen er. - Men vi er her alle sammen og vi skal være her alle sammen. Og konsekvensen af at det fik en betydning for andre at man brød fællesskabets regler er blevet tydeliggjort, uden at nogle dermed blev ekskluderet. Jeg tror på at det er i dette moment at læringen omkring etik kommer til sin berettigelse.

Krøllen på historien som I skal have med er, at vi ikke er gået andet end måske 500 meter, så er banderiet ovre og vedkommende finder noget slik frem, der er købt for dagens lommepenge, og byder alle et stykke. Også jeg bliver tilbudt et; ' mor, vil du også smage' - og selvfølgelig vil jeg det, for jeg er godt klar over at i denne gestus ligger netop undskyldningen og efterprøvelsen af om vi mon stadig er venner.

Følg mig på Facebook