05-05-2018

Majfest

... i baggrunden brænder bålet, så nu skal der laves dej.

 

 

 

 

 

Du undrer dig måske over hvad disse gamle metaldåser har med majfest at gøre, men forklaringen kommer her.

Majfest hylder forårets komme, med blomsterne og buskene der alle spirer. Her hvor vi bor er klimaet lidt varmere end det øvrige Danmark, og derfor vokser der figner i haven. Vi spiser dem rå eller bruger dem i bagning, madlavning, marmelade osv. Og de sidste som ikke når at blive modne, fordi vinteren kommer, dem sylter vi. Syltede figner er eksempelvis et godt alternativ til syltede rødbeder. Så denne majfest var det selvfølgelig figentræet vi ville hylde.

Efter sigende kan man få figentræet til at formere sig på samme måde som piletræer. Så det måtte vi prøve. Derfor har vi plantet en figenkvist i hver dåse og hængt dem op på legehuset, så de får solens stråler og regnens vand. For eksperimentets skyld har vi også hængt en op i vinduet tæt på brændeovnen. Så får den sol fra vinduet og varme fra brændeovnen og skal så vandes. Så må vi se hvilke kviste der klarer sig bedst.

Hvis det lykkes at få figenkvistene til at vokse har jeg en helt særlig plan, men den må du vente med at høre til næste majfest...

Som skrevet lavede vi også bål - fester hos os foregår i det hele taget meget tit omkring bålet, det har en samlende effekt, og der er samtidig rig mulighed for at de der ikke kan sidde stille, kan tage en løbetur i haven, uden at det bliver for larmende og for utåleligt for den samlede stemning.

Det var første år vi skulle holde majfest herhjemme, det er sådan en tradition som jeg har haft lidt svært ved at få gjort til vores egen. Jeg har det svært med traditioner der bliver meningsløse og hvor man bare gør noget fordi sådan gør 'man'. Som faste læsere af bloggen måske har gennemskuet, så er 'man'-måden at gøre tingene på ikke lige det vi praktiserer mest herhjemme. Jeg bestræber mig altid på at fange essensen af den konkrete situation og så finde den måde den bedst kommer til udtryk her hos os, med det liv vi lever og dem vi er. På den måde lærer børnene også deres egen baggrund at kende, lærer at kunne sætte ord på det de kommer fra. Udefra set kan man sætte forskellige faktuelle stempler på det de kommer fra - en ø - hjemmeskole - fem søskende. Men det fortæller i virkeligheden ikke noget om hvilket liv de lever, det fortæller oftest kun noget om andre folks forestillinger om det liv de lever. Netop i år hvor ældste barn er på efterskole er det blevet endnu mere tydeligt hvor vigtigt det er for børnene at kunne sætte ord på den baggrund de kommer fra. Oftest har de gennem barndoms-årene herhjemme haft venner både fra nær og fjern, som er kommet på besøg. Og det giver en hel anden forståelse at være her og opleve hvordan timerne, dagene, året går herhjemme. Men når man kommer ud i en større sammenhæng som eksempelvis efterskole, så er det ikke en naturlig følge at alle kommer på besøg herhjemme og der kan man ikke undgå at skulle fortælle og forklare, ganske simpelt fordi folk er nysgerrige på det liv, som ligger udenfor flertallet og som de derfor måske ikke er stødt på før.

Men hvordan skaber man en tradition, som holder i mange år? Vi har flere traditioner herhjemme, som er blevet en helt fast bestanddel af børnenes liv. Og når man ser tingene fra børnenes perspektiv, så erfarer man også at det man har gjort de sidste par år - som i det store billede som voksen, måske bare er en lille brik i det samlede billede - det er faktisk blevet definitionen på børnenes barndom. Gennem hele livet vender og drejer man fra tid til anden tiden der har været og tiden der skal komme, så barndommen giver man aldrig helt slip på. Derfor er det vigtigt at få en fornemmelse for hvad det er man kommer fra. Mange af de traditioner vi har er startet med en lille simpel ting - som i situationen kunne føles ubetydelig, men som idag har en kæmpe værdi, fordi det var lige der, i det moment at det hele startede. Et uvurderligt eksempel på det er vores december tradition hvor vi læser Peters Jul - mere om det når tiden kommer; det starter d. 30. november.

En anden vigtig ting ved fælles traditioner bliver tydelig når livet bliver svært og ansvaret som selvstændigt menneske synes uoverkommeligt. Der er det vigtigt at have et sted at kunne gå hen, uden spørgsmål og forklaringer. Et sted hvor man bare kan 'være'. Som tidligere skrevet i indlægget vedr. selvværd så er det gennem kernen af den man 'er' at man rejser sig igen, når livets skyggesider rammer en. Derfor er det også min forhåbning at de traditioner vi sammen skaber her, gennem børnenes barndom, vil fortsætte med at være gyldige og vedkommende, når de bliver voksne. Så de har noget genkendeligt at komme 'hjem' til, når de har brug for et pusterum. Jeg husker selv fra min egen barndom, hvordan tiden i bedsteforældrenes hjem nærmest forekom mig at være gået i stå - på den gode måde. Tingene stod hvor de plejede og det syntes som om at i stunder hvor livet viste sig fra sin skyggeside, og det føltes som om at alt var forandret, så var den faste grund stadig urokkeligt til stede.

Min erfaring i forhold til at skabe traditioner er, at man skal turde lade det forme sig gennem gentagelserne. Små skridt som føles rigtige og hvor man er indstillet på at lade det passere, som muligvis fungerede sidste år, men som bare tilsyneladende ikke fungerer i år. Der vil altid være elementer som man tager med sig. Og det er sjældent alle elementerne der var med første gang, men det er i sig selv uvæsentligt efter 20 gentagelser. Det er langt mere væsentligt hvornår det opstod og hvorfor. Det er med til at få tankerne til at gå tilbage og huske den tid der var lige der, hvor netop dette element blev en fast bestanddel af denne tradition. Og når tankerne er der, vil der også være flere ting der går op for en, i forhold til ens eget liv, og den vej man siden da er gået.

En lille dannelses-rejse i momentet, mens man sidder og kigger ind i bålets flammer - det er essensen af langt de fleste traditioner vi har herhjemme.

Følg mig på Facebook