26-04-2018

Bededagsvandring

Vejen tilbage har samme længde som vejen frem - det føles bare ikke altid sådan.

 

 

 

 

 

Det erfarede 1. klasse på dagens bededagsvandring - og det havde ikke noget med selve gåturen at gøre...

De der har læst afsnittet 'Lidt om mig' og læst om min cykeltur fra København til Østjylland ved, at sådan en tur kan bringe mange klare tanker frem, uden at turen i sig selv havde andet formål end blot at gå fra A til B. Incitamentet for at tage på sådan en forholdvis lang tur har ikke været der siden dengang, men jeg ynder at gøre plads til disse aha-oplevelser, ved at arrangere ture ud i det blå fra tid til anden. Derfor også denne bededagsvandring.

Ruten formede sig helt pragmatisk i kraft af, at det gav god mening at gå efterskolebarnet, som skulle komme hjem på bededagsferie, i møde. Da vi så var mødtes, fortsatte turen forbi kirken og ned igennem skoven. Længe gik jeg og tænkte at netop denne turs filosofi gik i retning af, at de skridt man tager er med til at forme den vej man ender med at gå. Men det skulle vise sig at jeg tog fejl.

Lige da vi kommer ud af skoven løber 1. klasse pludselig ud på denne eng og halvgræder helt fortvivlet: 'jeg har mistet min 10'er - jeg har mistet min 10'er'. Der er to vigtige ting at bemærke her. Den ene ting er omfanget af 'ulykken', som helt tydeligt føles langt værre end den reelt er, set udefra. Det kan her nævnes at 1. klasse får lommepenge hver måned af både sin far og jeg, og at en 10'er i den sammenhæng kun er en ganske lille brøkdel.

Den anden del fører frem til netop denne turs filosofi, som gav eftertanke til resten af turen. Den konkrete 10'ers historie er vigtig i den sammenhæng. Da vi er på vej til at gå efterskolebarnet i møde, har 1.klasse fået det lidt varmt og spørger om jeg vil holde jakken - jeg lægger den på klapvognen. Senere på turen bemærker jeg at der i foret, som er lidt i stykker, stikker en 10'er frem. Jeg tager den ud og giver den til 1. klasse. Det afstedkommer en snak blandt 1. klasse, 4. klasse og 6. klasse, som alle har brugt samme jakke, hvoraf den også er blevet slidt og nu mest bruges til leg i haven. De har alle tabt en mønt da de havde jakken på, siger de, men det bliver dog ikke til større diskussion end at 1. klasse får lov til at beholde den konkrete 10'er. Så uden større anstrengelse er 1. klasse blevet en 10'er rigere. Men netop da vi går ud af skoven står det pludselig klart at 10'eren er blevet væk. Og 1. klasse løber, som beskrevet ovenfor, ud på engen og sætter sig.

Et øjebliks tanke før handling får mig til at erkende at det er ikke nu jeg skal forsøge mig med en morale om at 10'eren ikke var der da vi gik afsted, og at ulykken deraf ikke kan være så stor, som den synes. Der er noget i den fortvivlelse som fortæller mig at principielt handler det ikke om, om ulykken er stor eller lille, men det handler om at blive ramt af det uforudsete. Det er lige der, hvor man sidder på engen, og det føles som om at hele verden er ramlet om ørerne på én, at man skal finde den kerne at selv'et, som jeg beskrev i indlægget om selvværd.

1. klasse har generelt en stærk fighter-vilje og jeg kan tydeligt fornemme at jeg bare vil blive skubbet væk, hvis jeg forsøger at hjælpe, så for en stund holder jeg mig på afstand og lader 1. klasses tanker samle sig.

I reelt målt tid går der ikke ret lang tid før 1. klasse kigger efter mig og jeg er klar over at det vil være ok nu at forsøge at fremføre min morale om, at lige så let som 10'eren kom frem - lige så let forsvandt den igen.

Det hører absolut til sjældenhederne at jeg går rundt og ligefrem bærer 1. klasse, men lige der var det på sin plads at blive båret over engen - og det er også en vigtig del af dagens morale, at kende hvor man kan få et kram og et trøstende ord med på vejen, når livet pludselig slår et krumspring man ikke havde forudset.

Følg mig på Facebook