05-08-2018

Horisonten

 

 

 

 

 

 

 

Så tager vi hul på den sidste sommerferie-uge og tankerne kredser omkring, hvad der mon venter i horisonten. Særligt glæder jeg mig til Skt. Michaelsfesten i september. Sidste år var første gang vi holdt Skt. Michaelsfest - jeg har haft lidt svært ved at få sat den i de rette rammer, men den har i den grad fæstnet sig i min erindring efter sidste år. Man tænker på den ene side; 'nå ja, endnu et år, vi gør vel bare som vi plejer'. Men det gør man ikke, for der sker altid et eller andet uventet og det gælder bare om at gribe de bolde der kommer susende forbi.

Udover at børnene har brugt den forgangne uge på forskellige sociale aktiviteter med deres venner, så har vi også idag været i svømmehallen. Det lyder måske lidt skørt at tage i svømmehallen, når man bor på en ø og det er sommer. Men der ligger altså en helt fantastisk svømmehal, lige på den anden side af Kattegat, så den er et besøg værd, når nu man har valgt at bruge sommerferien hjemme. Det er trods alt rart når der sker lidt.

Men tilbage til de bolde der kommer susende forbi. For et års tid siden sad vi i bussen på vej ind til Århus. Et par stop efter os trådte en mor ind i bussen med sin søn iført hjemmestrik, siddende i en klapvogn. Ret hurtigt faldt vi i snak og udover at vi begge har været gift mere end én gang og har en børneflok udover normen, så har vi også arbejdet indenfor samme pædagogiske værdigrundlag og har derfor mange af de samme værdier, når det kommer til opdragelse. På vej ind til Århus havde vi et ærinde og skulle derfor af bussen. Inden vi står af når hun at spørge om hun ikke må få mit telefonnummer - og det må hun selvfølgelig, så vi får udvekslet numre.

Men så står man der og tænker; 'hvor tager vi den herfra' - tiden går og det er som om at bolden næsten er ved at suse forbi, før vi når at gribe den. Men så idag i svømmehallen kommer der pludselig en og siger hej, og det viser sig at være hende. Og denne gang får bolden ikke lov til at suse forbi, denne gang skal den gribes. For når nu man er sådan en ikke-normativ familie som os, så er det en kæmpe gave for både voksne og børn at have nogle 'artsfæller' at kunne sparre med. Nogen hvor alle de klassiske spørgsmål er overflødige, fordi vi er i samme båd. Og dog skal det lige nævnes her at børnene i den familie ikke undervises hjemme, de går til gengæld på den skole, som jeg bruger som inspirationskilde for mine undervisningsplaner og jeg vil da også sige at hvis det var muligt med færgen, så gik mine børn også på den skole.....

.... men hvem ved hvad der venter i horisonten...

Følg mig på Facebook