30-12-2018

Vejen

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Dette indlæg har egentligt taget mig noget tid at få formuleret. Billedet er taget på vej ned af vores indkørsel, da jeg en dag var på vej hjem fra kirke. Jeg kender ikke det præcise antal skridt, men med en lygte kan jeg lyse op, så jeg kan se næste skridt og på den måde bevæger jeg mig skridt for skridt i rigtige retning.

Sådan er det også lidt med livet, når man har valgt at gå en ikke-normativ vej. Man ved for så vidt godt hvad man ønsker at bevæge sig henimod, men man kan ikke nødvendigvis få en præcis beskrivelse af vejen derhen, for ingen har gået samme vej - på helt samme måde - med helt samme vilkår. Denne uvished kan til tider skabe frustrationer og man kan forledes til at tænke; nu drejer vi af på nærmeste afkørsel til en normativ vej. Men inden man når så langt går det op for én at så simpelt er det ikke. For hvert enkelt liv er i virkeligheden unikt, så selvom nogle livs-situationer kan synes lig hinanden, så er det sådan med livet at lige når man mindst venter det, tager det en uventet drejning og vejen er pludselig en anden. 

Det blev jeg mindet om da jeg i år var på marked med mit kunsthåndværk. Nogle gange kan man godt blive lidt forvirret, når man møder folk i en anden sammenhæng end den sammenhæng man kender dem fra. Således gik det også op for mig at en deltager til den kommende forfattercamp, faktisk var inde og hilse på mig. Hun sagde sågar at hun skulle til Tunø til en workshop. Men min undskyldning for at være lidt distræt på det tidspunkt er måske, at jeg netop forinden havde haft en tankevækkende oplevelse. Jeg stod og arbejdede på min seneste model af hatte da en dame med kort hår og et stort smil kommer hen og siger hej, hun virker frisk og fuld af energi. Et øjeblik kan jeg ikke huske hvem hun er, indtil det går op for mig at hun stod skråt overfor mig på sidste års marked - dengang havde hun bare langt hår. Jeg spørger selvfølgelig straks om hun har været på marked i år, men svaret er noget overraskende. Dagen før hun skulle betale for sin standplads på markedet, fik hun dommen hos lægen; uhelbredelig kræft.

Jeg var mildest talt chokeret, for hun strålede af energi og livsglæde, så det ville jeg aldrig have gættet. Men vi fik en lang snak om sygdom, kunsthåndværk, livet generelt, bevidste valg og ikke mindst uvished. Og jeg må indrømme at jeg efterfølgende følte mig meget privilegeret over det liv jeg har. Den uvished jeg har er en helt anden uvished end den hun har. Jeg har for så vidt alt at vinde, hvis bare jeg tager de rigtige skridt. Hvor langt jeg kommer kan ingen spå om, for livet kan tage så mange drejninger, både gennem bevidste valg, men også som uforudsete hændelser. 

Man hører nogle gange at folk der er ramt af alvorlig sygdog siger at de vil leve hver dag, som om det var den sidste. Jeg har altid tænkt at det var en positiv tilgang. Men efter denne samtale blev jeg klogere. Hun sagde at engang imellem kan hun godt komme ned i et sort hul, fordi hun ikke aner om hun har 10 uger eller 10 år tilbage - ingen kan give hende et klart svar. Så hun har besluttet sig for at leve sit liv, som om hun har 10 år tilbage. Det betyder at hun kan lægge planer for fremtiden og hver dag stå op med glæde, håb og forventning til livet.

Hvor langt hun kommer kan ingen spå om - men på det punkt er vi alle for så vidt lige....

Godt nytår til jer alleCool

Følg mig på Facebook