06-01-2019

Hellig3kongers Aften

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Se, nu er da julen straks forbi;

det er helligtrekongers aften.

Så ender den rare jul; men vi

er glade, at vi har haft den.

Tre lys har vi tændte - tænk engang! - 

for kongerne, de, som bragte

Jesusbarnet en julepresent;

vi ved det, for Far har sagt det.

Her sidder vi ved vort lille bord

og ser, hvordan lysene brænde;

når de er slukkede, siger Mor,

at så er julen til ende.

 

Og julen endte, - Børnene fik

igen deres bøger fat og gik

til skolen glad for fornøjet.

Der tænkte de ikke på julen; men,

når klokken to de kom hjem igen,

de leged med juletøjet.

 

Og deres juletræ de beholdt;

det ville stå grønt, blev det nok så koldt, 

det kunne de ikke miste.

På duehustaget det blev sat op,

og spurvene kvidrede i dets top,

og duerne sad på dets kviste.

 

Og træet - ja, det blev et syn at se, 

da det stod fuldt af den hvide sne;

det var som med sølv bedækket. - 

Men, dengang forårsfuglene sang, 

med sine brune grene det hang, 

og toppen var også knækket.

 

Og skraldemanden efter det kom;

men børnene syntes ikke derom, 

dengang det på vognen knejste.

Det var jo rigtignok vissent, men 

det var dog, som om en gammel ven

for sidste gang fra dem rejste.

 

Sådan står der skrevet i de sidste vers i Peters Jul. Og det er hvert år med både glæde og gru at jeg læser dem. Jeg husker, som var det igår, den første gang jeg læste Peters Jul for børnene. Da de fik bogen var vi mor, far og 3 - snart 4 børn. Men første år vi skulle bruge den som julekalender var jeg blevet skilt og vi var mor og 4 børn. I virkeligheden en kæmpe forskel, fordi hele synet på én ændres. Det var en god beslutning at jeg blev skilt dengang, men det var alligevel hårdt at læse den sidste sætning; som om en gammel ven for sidste gang fra dem rejste. Den 'gamle ven' var for mig, i den sammenhæng, ensbetydende med hele den normativitet jeg måtte vinke farvel til, da jeg valgte at blive enlig mor i stedet for far, mor og børn. Børnene sad i vores sofa - sådan en gammel en i gammel stil med grønt velour, som jeg var faldet for i den lokale genbrug. På bordet foran havde alle lysene stået, men de var nu væk og det sidste lys var i lanternen. Det var i skæret af det lys at jeg læste Peters Jul, for sidste gang den vinter. Meget var ændret, men jeg følte mig ret sikker på den ydre struktur omkring hvordan livet skulle forme sig for os. Jeg anede på det tidspunkt absolut intet om at jeg et år senere ville sidde i halvdelen af en korsgård, langt ude på landet, på en lille bitte ø, Tunø og læse Peters Jul. Det jeg husker mest fra det første år på Tunø, var at familiejournalen kom forbi, for at skrive en hyggelig lille julehistorie, som så blev trykt året efter. Jeg husker ikke at det var med en klump i halsen at jeg læste de sidste vers - og det tror jeg heller ikke at det var - ikke det år. Jeg havde fuldt mit hjerte og lavet en 180 graders vending og selvom livet er gået op og ned - som det jo gør - så kan jeg på mange måder godt få en klump i halsen over, hvordan tingene havde været hvis ikke jeg havde taget den beslutning. For så vidt tror jeg at vi havde klaret os fint i forhold til de ydre rammer - det er ikke så meget det, men det er mere tempo'et. Jeg har oplevet begge gange, hvor jeg har skullet aflevere min ældste datter til første skoledag på efterskole, at der er forældre som mildest talt bryder sammen og stortuder. Sidste gang sad jeg tæt på en mor, som fik det sådan. Jeg blev berørt over at se at hun var så berørt, men jeg blev samtidig funderende og undrende over, hvad det var der gjorde det. For det var jo ikke bare en lille tåre, som man kan komme til at fælde i mange forskellige sammenhænge - det var en gråd som om nogle havde hevet tæppet væk under hende. Jeg kan kun huske at jeg har grædt på den måde én gang i mit liv. Det var dengang min mormors kiste blev båret ud af kirken. Jeg hørte moren sige til en af de andre hun fulgtes med: 'det er bare gået så stærkt, nu bliver hun aldrig min lille pige igen'. Hvis det var sådan hun havde det, så kunne jeg for så vidt godt forstå hende, men jeg spekulerede så til gengæld på, hvorfor jeg ikke selv havde det sådan. Og jeg er ikke helt sikker på at jeg kender svaret. Selvfølgelig kan jeg godt savne min datter af og til, det kan jeg da. Men hver gang siger jeg til mig selv: 'hvad er alternativet?' Og der kan jeg med det samme konstatere at det der skaber ro i mit liv er glade og velfungerende børn - uanset om de så er 2 eller 15 år. Og fordi hun har det virkelig godt på efterskolen, og man kan mærke at hun vokser som menneske af det, så ved jeg med det samme at alternativet ville absolut ikke være bedre. Hun er det helt rigtige sted for hende, hvor hun skal være lige nu - hvad fremtiden bringer det må vi se, men det vigtigste er at hun er glad og trives med det liv hun får skabt sig. Men når det så er sagt, så må man jo også sige at de rammer jeg dengang valgte for mine børn, var nogle rammer som gjorde at vi kom rigtig tæt på hinanden. Og på den måde er det måske gået knapt så stærkt, som det måske kan føles for andre, som til hverdag kun ser deres børn om morgenen og om eftermiddagen/aftenen. 

Følg mig på Facebook