24-03-2019

Kvantitetstid

Næste

uges

plan 

finder

du

HER

 

 

Denne uges blogindlæg er endnu en af dem, som har ligget og ventet på at blive skrevet. Konteksten skulle bare lige findes først. Ad nødvendighedens vej har jeg fundet værdien i at være offline engang imellem og opdaget at jeg faktisk ikke går glip af noget af den grund. Tværtimod oplever jeg ofte at jeg får tænkt tanker til bunds, fremfor at lade mig distrahere af digitale forstyrrelser, som påkalder sig min opmærksomhed. 

Baggrunden er at jeg lider af migræne. Efter utallige undersøgelser, for snart 7 år siden, hos både neurolog, gynækolog og kiropraktor fik jeg den, i første omgang, noget nedslående besked; "du kan få en lille dosis stærk vanedannende forbyggende medicin, men de sidste 8-12 anfald kan vi ikke hjælpe dig med - 12 i det tilfælde at din migræne er forbundet med din hormoncyklus." Pligtskyldigt købte jeg medicinen, men da jeg er typen der i den sammenhæng læser alt det med småt, blev jeg hurtigt klar over at det var en glidebane. Dengang var jeg kun migrænefri ca. 7 dage på en måned - vel at mærke ikke 7 sammenhængende dage. Efter at have lavet den obligatoriske migrænedagbog, som neurologen bad om, kunne han konstatere at i mit tilfælde får jeg migræne af migrænemedicin. Jeg måtte derfor kun tage det forebyggende medicin og skulle ved anfald lægge mig i et koldt, mørkt rum: "det tager højst 72 timer" sagde neurologen opmuntrende. Jeg kunne dengang ikke se opmuntringen i det, jeg følte at hele verden ville passere forbi, og at jeg ville blive sat af, hvis jeg hver eneste måned skulle afsætte op til 72 timer til restitution. 

Men jeg havde intet valg - situationen kunne for så vidt ikke blive værre. Så jeg bed i det sure æble, droppede at tage det forebyggende medicin og kom faktisk ret hurtigt ned på 12 anfald om året - som netop følger min hormoncyklus. I starten havde jeg telefonen ved min side, hvorfra jeg kunne svare på mails osv. - dem i den anden ende kan ikke se at jeg faktisk ligger under min dyne, så det fungerede fint. Sidenhen har jeg også fundet ud af at det også fungerer ganske fint at svare når det værste er ovre - ud af de 72 timer er det kun en begrænset periode der er helt ulidelig. Men faktisk har jeg fundet ud af at noget af det der virker aller bedst på at blive helbredt er nærvær med børnene. Vi har en stor væg-til-væg seng og migrænetid er lig med kvantitetstid. Den yngste som stadig bliver ammet, synes det er skønt at kunne ligge og putte så meget hun vil. Og for alle børnene - store som små - er det også en fordel at mor ikke lige er igang med hint eller andet, men faktisk har tid og nærvær til at høre på både store og små udfordringer. Mange gange ser vi f.eks. også en film sammen og jeg husker faktisk fra min skoletid at der var venner som nogle gange havde en familie-pjækkedag. Jeg syntes de var enormt heldige, for det var tydeligt at det skabte et tæt bånd mellem forældre og børn at man valgte bevidst at prioritere familietid. 

Den dag idag er det derfor med ro i sindet at jeg går ind i en migræne. Første skridt er at konstatere hvilke ting der absolut ikke kan rykkes de næste 72 timer - hvis man evner virkelig at skære ind til benet, så er det ufatteligt få ting. Næste skridt er at informere børnene om at det er migrænetid. De kender det så godt nu, så de ved godt at nogle ting kan vente, såsom hvis man vil have hængt et billede op på væggen, mens andre ting netop kan bringes på bane, fordi der er tid til at dvæle ved eftertanken. 

Lige så frustreret som jeg var, dengang neurologen sagde han ikke kunne hjælpe mig, lige så glad er jeg idag for, at have disse stunder med børnene. 

Så til de der ikke lider af migræne vil jeg blot opfordre til at planlægge kvantitetstid - hvor der er meget tid, men lidt man skal. Forstået som et modtræk til kvalitetstid, hvor der ofte er lidt tid, men rigtig meget man skal.

Følg mig på Facebook