28-04-2019

Færdigheder

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

De sidste par uger har det været så varmt, at man har kunnet løbe ind og ud af døren uden at behøve at tage overtøj på. Det har for alvor sat gang i have-aktiviteterne. Blandt andet fik vi sat vores Bobles telt på vores netgynge. Idéen opstod sidste år, men kunsten har været at finde ud af, hvordan den skulle sættes fast, uden at ende med at falde ned. Her i huset er det vigtigt at lege-redskaberne er holdbare. Jeg har aldrig brudt mig om at blande mig i, hvordan børnene skal lege. Hvis de vil klippe håret på deres dukke, så er det dét de må. Jeg synes det er en altafgørende faktor i begrebet 'leg', at rammerne er så vide som mulige. Jeg har derfor heller ikke tænkt mig at stå på sidelinjen af vores hjemmelavede Bobles-gynge og sige: 'pas nu på at den ikke går i stykker', i min optik er legeredskaber til for at blive brugt. Og hvis den går i stykker, så er det helt sikkert fordi, der er kommet utallige timers god leg ud af den. 

Netop denne frihed til at lege vægter jeg meget højt, fordi jeg tror på, at det er i legen, at hver enkelt finder frem til netop sine særlige færdigheder - eller 'skills' som det så populært bliver kaldt. Så kan det måske undre nogen, at vores ugeplaner er blevet mere og mere fyldt op med digitale lærings-platforme, som tilgås via Ipad, computer eller mobiltelefon. Det var da så afgjort heller ikke sådan vi startede for snart 5 år siden. Men som tiden er gået, er jeg blevet mere bevidst om, at alle de almene færdigheder såsom at læse, skrive, regne osv. bare er redskaber. Disse almene færdigheder er i sig selv ikke noget mål - og i særdeleshed ikke i et samfund som vores, hvor der er undervisningspligt. Det er ikke særegent i vores del af verden at kunne læse, skrive eller regne. Det der for alvor betyder noget for at finde sin særlige plads i livet, er at have tid til at lege, eksperimentere og være kreativ. 

Når børnene arbejder på de forskellige lærings-platforme, giver det mig et indblik i, hvilke færdigheder de har let ved at tilegne sig og hvilke der er svære. Men det er ikke det, der fortæller noget om, hvor de for alvor er unikke og har deres helt eget at byde ind med i samfundet. Det er i måden de griber det an på, samt i de aktiviteter de laver i deres fritid. Det er dér, jeg finder inspirationen til at guide dem videre på deres færd igennem livet. 

Her forekommer det mig, at hjemme-skolingen netop har en kæmpe force. Der er mange ting, man kan nævne, som er betydningsfulde for at kunne se den enkeltes potentiale. Men først og fremmest kræver det tid, tid og atter tid. Tid til at være sammen, både om aktiviteter, men også bare generelt. Og det at være tilgængelig. Jeg bruger enormt meget tid på bare at være 'silent alert'. Det er virkelig en kunst at være en flue på væggen, nærværende og klar til at handle. Begrebet 'silent alert' har jeg lært da jeg var i praktik på et bosted for udviklingshæmmede. Jeg var blandt andet på besøg i et hus, hvor det ikke var det fysiske men det psykiske, der var udfordrende. Det var ikke et hus, hvor der normalt måtte komme studerende, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager, men den sortering af mennesker kunne jeg ikke klare og jeg måtte simpelthen bare opleve med egne sanser, hvad der var på færde. Jeg fik lov til at besøge en ung kvinde, som i fysisk størrelse var lidt lavere end mig, men som havde to fysisk stærke vagter omkring sig konstant, fordi hun havde slået adskillige mennesker ned i det lokale supermarked. Af psykiske lidelser led hun blandt andet af borderline. Lederen i huset fortalte mig, at det blandt andet var derfor hun var nødt til at have vagter omkring sig. De mente ikke at der var gråzoner i hendes liv og derfor kunne hun på et splitsekund gå fra at være glad til at være rasende. Og som et lille barn, som kan have enorme kræfter fordi alt sættes ind på én opgave, kunne hun gå til angreb på hvem som helst. Da jeg kom ind i huset, spurgte hun mig meget hurtigt, om jeg ville med ind på hendes værelse og se filmen 'ulvepigen Tinke'. Det var hendes yndlingsfilm, fordi hun kunne identificere sig med Tinke. Jeg sagde selvfølgelig ja og i hælene på os gik 2 vagter. Hendes værelse var indrettet så der ikke var mulighed for at kaste med møbler og den slags. På gulvet var en madras og på væggen hang et fjernsyn godt beskyttet bagved et panserglas. Det var simpelthen blevet for dyrt med fjernsyn, da hun efterhånden havde smadret adskillige af dem, derfor havde man valgt at sætte panserglas op. Pigen og jeg satte os på sengen og i hver sit hjørne under fjernsynet, satte vagterne sig. Der sad de så og kiggede på os, mens vi så film. Der var ikke noget med at kigge ned i en mobiltelefon eller læse en bog - eller sågar følge med i filmen. På et tidspunkt ville pigen gerne holde mig i hånden. Den ene vagt sagde: 'så sætter jeg mig lige på sengekanten ved siden af', han satte sig ved siden af hende. Jeg var fuld af forundring og begyndte at tænke om det i denne sammenhæng var hønen eller æggen der kom først - altså om vagternes konstante tilstedeværelse i virkeligheden ikke skabte endnu flere frustrationer for pigen. Pludselig sagde pigen: 'nu skal du gå'. Vagten der stadig sad på gulvet var på et splitsekund mellem mig og hende og fulgte mig ud, hvorefter døren blev lukket. Jeg fik anledning til at dele min undren med ham. Han fortalte mig at de var meget bevidste om at deres tilstedeværelse kunne skabe frustrationer, men at det i virkeligheden var lige så meget for pigens, som for min skyld at de var der. I de tilfælde hvor hun var gået til angreb på folk, var hun efterfølgende blevet så ked af det, fordi hun ikke kan styre den side af sig selv. Det er en tryghed for hende at vide, at nogen griber ind, før hendes 'indre dæmoner' for alvor får overtaget. Det var blandt andet i denne sammenhæng de havde fået lært hende at sige til, så de kunne nå at gribe ind, som da hun bad mig gå. Han fortalte at han netop denne dag havde været forberedet på at skulle gribe ind, fordi han kunne se flere tegn på at hun havde det dårligt. Det kom bag på mig, for det havde jeg slet ikke bemærket: 'nej, men du kiggede jo også på filmen', sagde han. 'Så det vil sige at din arbejdsuge på 37 timer, går med at du konstant kigger på hende', spurgte jeg ham. 'Ja, de gode dage er dem, hvor jeg intet har lavet andet end at kigge på hende', svarede han. Jeg var klar over, at det selvfølgelig var fordi disse dage var dage, hvor hun havde det godt og det deraf ikke havde været nødvendigt at gribe ind. Og det gik op for mig, at det ikke var hvem som helst, der ville trives i sådan et job og at det krævede helt særlige færdigheder.

På pædagoguddannelsen havde vi en lærer, som hver 20. minut hev sin guitar frem og spillede en sang. Vi skulle så rejse os op og synge med. Han forklarede det med at man bliver ukoncentreret efter 20 minutter. Med det i baghovedet spurgte jeg vagten, hvordan han lykkedes med at være så koncentreret i så mange timer hver dag - uden at lade sig distrahere. Han præsenterede mig for begrebet 'silent alert'. 'Det gælder om at være en flue på væggen', sagde han. Jeg kiggede på hans størrelse og tænkte at det var lidt en kunst i sig selv at være så stor en flue. Han refererede til den seance jeg netop selv havde været en del af, og gjorde mig opmærksom på, at det eksempelvis først var nu at han og jeg snakkede sammen. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over, for jeg havde jo været meget opmærksom på at han og hans kollega var der, netop fordi jeg havde undret mig over nødvendigheden af deres tilstedeværelse. Det eneste der var blevet sagt, var faktisk da hans kollega havde sagt, at han ville sætte sig på sengekanten ved siden af pigen. Hvad jeg ikke vidste var, at det havde været deres indikation overfor hende om, at de var klar over, at hun havde det dårligt og at hvis hendes ønske om at holde mig i hånden i virkeligheden var et skridt til at gå til angreb, skulle hun sige til. 

Jeg anede ikke om disse to vagter kunne læse, skrive eller regne, men det var med kæmpe respekt og forundring over deres særlige færdigheder, at jeg gik fra huset. Kommentaren; ' nej, men du kiggede jo også på filmen', sad fast i mit hoved, og jeg blev klar over at nærværende tilstedeværelse er en større kunst end først antaget. Så med denne oplevelse i baggagen forsøger jeg med respekt og ydmyghed at være nærværende tilstede i vores generelle hverdag herhjemme. Og jeg forsøger at huske mig selv på, at et succeskriterie ved 'silent alert' er, at man har lavet absolut intet andet end at observere. 

Følg mig på Facebook