12-05-2019

Hjemmeskoleliv

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

Da jeg i sin tid blev mor for første gang, vidste jeg ikke at jeg ville ende med at hjemmepasse og hjemmeundervise. Men hjemmepasningen sneg sig langsomt ind på mig, i takt med at min datter blev ældre. Selvfølgelig skulle jeg høre på en masse fordomme omkring blandt andet manglende sociale kompetencer, men nu, hvor den førstefødte snart er færdig med 9. klasse på efterskole, er det en glæde, at det første hendes kontaktlærer sagde var, at hun er utroligt god til at begå sig socialt og bare hvile i at være sig selv. Og selvfølgelig er hun det, hun er vokset op med 5 mindre søskende. Man kan ikke bare gå hjem eller lege med nogle andre, de er der 24-7 og man bliver nødt til at lære at omgås hinanden og gå på kompromis for fællesskabets skyld. 

På samme måde som hjemmepasningen giver hjemmeundervisningen også anledning til en masse fordomme. Og generelt om samfundet må man sige, at de der af den ene eller anden grund ikke lever efter normen, er nærmest tvunget til at skulle lægge ører til andres meninger. Det er som om at princippet med at stikke fingeren i jorden ikke gælder, når det handler om at udtale sig om ikke-normative livsformer. I mange andre forhold i livet og samfundet er det almindelig god kotyme, at holde sig ydmyg og repektfuld overfor situationer man reelt set ikke har nogen valid baggrund for at udtale sig om. 

Der kan være mange grunde til at folk vælger hjemmeundervisning, men ét uundgåeligt fællestræk er ansvar. Når man vælger at hjemmepasse og hjemmeundervise følger der også et ansvar med. Jeg forstår og repekterer de som ønsker en anden vej i deres liv. Jeg tror absolut ikke at hjemmepasning og hjemmeundervisning er løsningen for alle.

Jeg husker flere situationer fra mine børns tid på den lokale skole, hvor de kom hjem med lektier de ikke forstod. Jeg måtte så guide dem til opgaveløsningen, men flere gange skete det at forvirringen blot blev større, fordi jeg kom med en anden forklaring, end den de kunne huske at læreren havde givet. Jeg havde ganske simpelt ikke et indgående kendskab til deres faglige niveau, aktuelle udviklingspotentiale og læringsfacon. 

Og jeg var ikke den eneste. Da jeg i sin tid valgte at hjemmeundervise børnene startede det selvfølgelig den forventelige lavine af fordomme. Deraf var der blandt andet én, som på et tidspunkt ville gøre sig klog på, om nu børnene også lærte noget. Daværende 1. klasse har altid været god til matematik og var på det tidspunkt igang med at lave skriftlig regning med tusinder. Vedkommende spørger så: 'hvad er 2+2'. Daværende 1. klasse fortalte mig om episoden fuld af forundring, jeg svarede: 'hvis vedkommende skal kunne tjekke om du lærer noget, er det selvfølgelig vigtigt at vedkommende selv kender resultatet på regnestykket, så spørgsmålet relaterer sig nok til spørgerens eget niveau i matematik, den slags må du, som er så god til matematik, bære over med'. Daværende 1. klasse syntes det lød fornuftigt og accepterede svaret. Jeg fandt det unødvendigt at skulle fortælle daværende 1. klasse om den mere komplicerede forklaring omkring fordomme og sociale spilleregler - i kraft af at det i dagens samfund er tilladt at gøre sig klog på ikke-normative livsformer, uden at have valid viden at relatere sig til. 

Men for at komme tilbage til det med ansvaret, så er det på nuværende tidspunkt - efter snart 5 år med hjemmeskoleliv, helt naturligt at putte læring ind i hverdagen, uden at jeg faktisk altid tænker over det selv. Det skyldes netop at jeg har så indgående et kendskab til hver enkelts faglige styrker og svagheder, måder at lære på og aktuelle faglige niveau. Forleden var 2. klasse og 5. klasse ved købmanden og havde fået en indkøbsliste med. På den stod der blandt andet 500 ml. piskefløde. Da jeg skrev sedlen vidste jeg udemærket at der ikke står 500 ml. på piskefløden men 1/2 liter. 5. klasse har blandt andet arbejdet med brøker på det seneste og jeg tænkte derfor, det var relevant at få tydeliggjort brøkregningens anvendelse i almindelig livsførelse. 5. klasse ringede og spurgte; "Er det 1,4 (1/4) eller 1,2 (1/2) liter vi skal have?". Hvortil jeg selvfølgelig ikke svarede det simple korte svar; 1,2 (1/2) liter, men kom med en længere forklaring om at det ikke er 1,4 og 1,2, der står på kartonerne, men er 1/4 og 1/2, som er brøker, selvom stregen er skrå, hvor den i matematiske sammenhænge ofte er vandret. Jeg forklarede videre at brøker også kan betragtes som et divisionsstykke og at man derfor ved at lave regnestykket 1:4 og 1:2 kan omregne brøkerne til decimaltal. De vil så i første omgang blive til decimaltal i liter og for at omregne dem til milliliter skal man så gange med 1000, da der er 1000 milliliter på 1 liter. Da 5. klasse og 2. klasse stod alene i købmanden var det selvfølgelig vigtigt at de ikke endte i total frustration og der var det netop mit indgående kendskab til det faglige niveau osv. som gjorde, at jeg vidste at 5. klasse ville kun håndtere svaret. 

Denne form for læring er netop den som mange unschoolere benytter sig af. Og jeg tror at man behøver langt færre af den salgs seancer for at læringsstoffet fæster sig i hukommelsen, sammenlignet med ordinære matematiklektioner i eksempelvis brøkregning. 

Følg mig på Facebook