02-06-2019

Tillid

Næste 

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

 

 

 

Idag skal det handle om tillid, fordi jeg synes det er vigtigt. For de af jer der har læst de fleste blogindlæg, og ikke kender mig udover det, så er der en del ting der er usagte. Helt ind til kernen af hvad den her blog handler om og startede som, så handler det om moderskab. Da jeg flyttede her til for snart 8 år siden var det en dag i august. Generelt en ganske fin sommer. Jeg flyttede fra en lejlighed med en lille have, som jeg havde delt med min eksmand og til dette betydeligt større hus. På daværende tidspunkt havde jeg 'kun' 4 børn, som var 1, 3½, 6 og 8 år. Jeg har altid samsovet med mine børn, så første nat her, var vi selvfølgelig også alle i samme soveværelse. De 3 yngste faldt hurtigt i søvn, men den ældste var længere tid vågen. Den aften og nat kom det sjældne vejrfænomen, som jeg hverken før eller siden har oplevet; kornmod. Himlen lyste op og blev mørk igen. Det lille kirsebærtræ, som står ved vores terrasse og nu er så højt at man kan sidde på altanen og plukke kirsebær (I know - jeg har ikke noget at klage over😀) blev rusket så meget af vinden, at det nærmest så ud som om det blev drejet rundt om sig selv igen og igen. Vores dejlige æbletræ væltede, men heldigvis reddede jeg det, ved at fylde hullet fra roden op med jord, og nu vokser det liggende, til evigt minde om at her på gården kan vi muligvis blive slået omkuld nu og da, men vi bliver aldrig slået helt ud. Vi tager i værste fald bare en anden og uventet vej.

Den ældste af børnene som ikke sov blev selvfølgelig bange og spurgte: "Blæser huset væk, mor?"

Her stod jeg, alene med mine 4 børn, på en lille ø jeg havde besøgt et par dage i sommerferien og ellers i øvrigt lige var ankommet til samme dag. På en gård langt ude på landet, som jeg først lige var flyttet ind i. Jeg havde taget en kontroversiel beslutning om at ændre vores liv, og jeg havde bestemt hørt på kritiske røster, og ærligt kunne jeg da heller ikke spå om hvad der ventede os dette nye sted. Så i et forsøg på at virke som moren der har styr på det hele, svarede jeg: "Huset blæser ikke væk" og fortsatte så med en vis usikkerhed inde i mig selv: "der sker ikke noget, bare læg dig til at sove". Og hun faldt da også i søvn til sidst, det havde jo trods alt været en lang dag, som var startet et helt andet sted i Danmark. Et sted hvor vi bare ringede efter en vicevært hvis et dørhåndtag skulle spændes, et sted hvor der kom en tekniker og gav os en ny vaskemaskine, når den gamle gik i stykker, et sted hvor jeg blot skulle benytte nummeret i mit falck-abonnement, for at blive kørt til lægevagten med et sygt barn, uanset om der var lidt eller meget galt - eller om det blot handlede om en bekymring. Og vi blev sågar kørt hjem igen, når vi var færdige. 

I dette vejr, alene i min stue, med mine 4 børn sovende i soveværelset, gik jeg hen til terrassedøren, kiggede op mod himlen og hviskede: "Hvorfor gør du det her Gud, hvad er det du vil fortælle mig?"

En lille indskudt bemærkning er at jeg har gået i søndagsskole som barn, så Gud er i min verden altid med mig, det er kommet ind med modermælken.

Men tilbage til den dag, hvor jeg stod der i min stue og afkrævede et svar fra Gud. Et svar på hvorfor vi skulle have denne modtagelse dette nye sted, hvor alt bare skulle være godt og intet drama. Et sted i min bevidsthed tror jeg at Gud svarede at det ikke var det sidste stormvejr jeg ville møde her, så hvis jeg havde tænkt mig at give op, så kunne jeg lige så godt gøre det nu. Men i stedet for at give op, besluttede jeg mig for at finde den indre klippe frem, som muligvis godt kan opleve små tab, som skrænten på billedet, men aldrig bliver rykket helt i sin grundvold. Og det var klogt, for ellers var jeg blæst væk for længst...

Og hvad har det så med tillid at gøre tænker du måske?

Det kommer jeg til nu. De mange stormvejr jeg har oplevet her, er kommet mange forskellige steder fra. Én af dem vil jeg fortælle om nu. 

Da jeg blev skilt første gang rykkede det alvorligt ved min grundvold. Alt var absolut ikke perfekt og jeg havde heller ikke haft nogen forventning til at livet i al sin almindelighed ville være perfekt eller ukompliceret. Men jeg havde haft en tro på at udfordringer skal løses - og i et ægteskab må det gøres sammen. Jeg havde absolut en uforstående tilgang til folk der blev skilt - så undskyld til de jeg evt. har fornærmet dengang. Men jeg kom til et punkt, hvor det svigt jeg oplevede og den manglende enten evne eller vilje til at tage ansvar, som min eksmand viste, gjorde at der ikke var nogen vej udenom. 

Men det kastede mig også ud i en redefinition af hvem jeg var og hvilken familie vi var - og var vi overhovedet en familie, når nu der 'manglede' en far/ægtemand. Men det var selvfølgelig forventeligt, for når man tager skelsættende beslutninger opstår der nødvendigvis et behov for redefinition. Det der til gengæld kom helt bag på mig, var de reaktioner jeg modtog fra folk - både folk der var tæt på mig og folk der kendte mig mere perifert - men også vildt fremmede der da lige syntes de ville give deres besyv med. Uden at folk tilsyneladende reflekterede over, at jeg i mit ægteskab selvfølgelig havde været loyal overfor min ægtemand og ikke havde hængt vores udfordringer ud til offentlig skue, men havde haft en forestilling om at det var noget vi i fællesskab skulle løse, udøsede de deres 'klogskab' over mig. I bund og grund var det jo faktisk min skyld at han ikke havde taget ansvar, mente man...

Bare så jeg lige forstår det rigtigt, så skal det altså forstås sådan at når vi havde aftalt at han skulle lave aftensmad, fordi jeg kom senest hjem, og han så ikke havde gjort det, så skulle jeg have undladt at lave aftensmad, så børnene skulle være gået i seng uden mad...!!! eller hvad er pointen??? jeg er ikke helt med...

Utroligt, men den slags udtalelser var folk ikke blege for at øse ud over mig. Jeg havde taget så meget ansvar at han ikke kunne komme til at tage ansvar.

Nuvel, det er nu 9 år siden at vi blev skilt, og man kan jo sige at så havde han da i hvert fald mulighed for at tage ansvar, nu var jeg der jo ikke til at stå i vejen, når han havde samvær med børnene. Men de år har været præget af utallige svigt. Jeg har forsøgt fra start at råbe på fornuft, men er blevet mødt af fordomme om at mødre altid prøver at gøre livet surt for fædre... nå men tak for den generalisering.😋 Og her snakker jeg altså ikke om privatpersoner, jeg snakker om statsforvaltningen o. lign. Henover årene, da der begynder at tegne sig et billede af svigt på svigt fra hans side, ændrer man så pludselig forklaring;

Problemet ligger stadig ved mig, da det jo er mig der har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham??? Det er en pudsig udtalelse, da man jo som udgangspunkt som samfund tildeler en ægtemand halvdelen af forældremyndigheden pr. automatik.

Kan nogen mon opklare for mig, om der med en forældremyndighed ikke også følger et ansvar? 

JA, jeg har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham.

Ligesom han har valgt at gifte sig med mig og få børn med mig. 

Men det er vel i bund og grund ikke dét, der er essensen.

VI har begge to valgt at få børn, og må da forventes BEGGE TO at tage et ansvar for det.

Men den holdning er tilsyneladende ikke den, jeg bliver mødt med fra offentlige instanser som f.eks. statsforvaltningen. Der er det mig der har handlet forkert i at gifte mig med ham og få børn med ham.

Så hvad er fejlen spørger jeg:

  • Er det en fejl at jeg har haft tillid til et andet menneske?
  • Er det en fejl at jeg har troet på det gode i et anden menneske?
  • Er det en fejl at jeg har troet på det han har givet udtryk for?

Der må jeg absolut sige NEJ, i min optik er det ikke en fejl.

Hvor er vi henne, hvis vi:

  • Ikke kan have tillid til vores medmennesker.
  • Ikke kan tro på det gode i andre mennesker.
  • Antager at alt hvad andre mennesker giver udtryk for er løgn.

JA, jeg anerkender at i bagklogskabens klare lys så tænker jeg selvfølgelig; 'hvorfor så jeg det ikke'. Men jeg synes ikke det er dét der er væsentligt. Det væsentlige og afgørende er at:

DA JEG BLEV KLAR OVER

  • AT HAN IKKE KUNNE LEVE OP TIL MIN TILLID
  • AT HAN IKKE KUNNE PROVIDERE DE GODE SIDER JEG SÅ I HAM
  • AT DE TING HAN HAVDE SAGT IKKE BLEV FØRT TIL HANDLING

Så HANDLEDE jeg på det og valgte at blive skilt.

Er det forkert?

Følg mig på Facebook