13-02-2020

Enlig hjemmegående forsørger - HVORDAN

Stilhed... meget længe...

Men nogle gange skal man også bare tie stille, hvis man ikke har noget fornuftigt at sige.

Helt fra start har denne hjemmeside og denne blog været ment som et indblik i mit liv og min måde at gøre tingene på, men samtidig præsenteret på en måde der er mulig at gradbøje i forhold til individuelle behov. 

Et tilbagevendende spørgsmål jeg får er hvordan økonomien hænger sammen som hjemmegående enlig forsørger. 

Der er elementer i mit liv, som er irrelevante og desuden har jeg 6 børn. Så at begynde at udpensle hvordan min præcise økonomi hænger sammen giver ikke mening eller inspiration for nogen.

Derfor har jeg lavet et standard-budget, som kan findes HER

Det er ment som en inspiration, hvor hver enkelt må tilpasse til sin egen situation.

Indtægterne er de ydelser som VI ALLE I SAMFUNDET ER BLEVET ENIGE OM TILDELES FORÆLDRE. Det skriver jeg med store bogstaver, fordi jeg godt kender forargelsen, der kan opstå. Men lad mig lige sige det med det samme: 

- de der arbejder bruger flere af statens penge; en institution kan eksempelvis ikke løbe rundt alene af forædrebetalingen, så der ligger et offentligt tilskud pr. barn. 

Så til kritikerne - MIND YOUR OWN BUSINESS

Og til dig der overvejer muligheden - GØR DET MED GOD SAMVITTIGHED, DU HAR LIGE SÅ MEGET RET TIL DISSE PENGE SOM ALLE ANDRE

 

I forhold til budgettet vil jeg knytte et par kommentarer:

Der er ikke indregnet A-kasse. Man optjener ikke dagpengeret, når man ikke er i arbejde, så det svarer lidt til at have en bilforsikring uden at have en bil.

Ligeledes er der ikke indregnet forsikringer. Jeg vil ikke stille mig til dommer over hvordan den enkelte skal være forsikret. Men jeg vil lufte tanken om at man bør overveje hvad man eksempelvis betaler i indbo-forsikring, sammenholdt med hvad man ville kunne anskaffe nyt indbo til, i fald udheldet skulle være ude. Hvis du overvejer muligheden for at være hjemmegående, regner jeg ikke med det er med B&O fjernsyn osv.

Vær opmærksom på at der gælder særlige regler for worldschoolers i forhold til de ydelser der fremgår af budgetskemaet. Hvis man skal have børne- og ungeydelser skal man opholde sig i DK mindst 6 måneder om året. Hvis man bor fast i udlandet kan man ikke få udbetalt børnebidrag forskudsvis fra Udbetaling Danmark, men får det først udbetalt når bidragsbetaler har betalt til Udbetaling Danmark.

Hjælp gerne med at være djævelens advokat her - er der forhold du tænker man burde tage højde for?

 

 

Følg med på Facebook