30-08-2020

Didaktik

 

 

 

 

 

Didaktik er et begreb fra pædagogikken, som øger den voksnes opmærksomhed på hvordan de opsatte rammer påvirker barnet. 

Jeg har undervist mine børn hjemme siden 2014 og vi startede meget 'skolet', hvis man kan definere det sådan. Vi sad fint placeret om bordet, selv den daværende yngste som kun var et halvt år og siden er blevet storesøster. Hun syntes for så vidt det var ganske interessant at være med, men lillesøster havde en helt anden holdning og det var én af flere faktorer der var med til at ændre strukturen. 

På et tidspunkt var jeg med i mange forskellige grupper på facebook vedr. hjemmeundervisning, men helt ærligt, jeg bliver nok bare lidt gråhåret, når førstegangsforældre til et barn på 1, 2 måske 3 år, skal belære mig om hvordan man underviser sine børn. Jeg tillod mig at blande mig i debatten om unschooling og fik da ellers nok lige en opsang fra en af disse 'altvidende' førstegangsforældre, med reference til den video der ligger på forsiden af denne hjemmeside, optaget af en flok journaliststuderende, og med en kommentar om at det i hvert fald ikke var unschooling. Sagens kerne er bare at det havde jeg heller ikke påstået, jeg havde i min indblanding i debatten heller ikke sagt at jeg unschoolede mine børn, for helt ærligt:

  • Jeg bar mine børn i bæretørklæde før man overhovedet kunne købe den slags i Danmark og før webshops eksisterede. På det dengang meget begrænsede internet fandt jeg frem til en producent af bæretørklæder i Holland og kontaktede vedkommende på mail, for at købe et bæretørklæde. Det blev betalt med bankoverførsel - og nej, ikke via netbank, for de eksisterede slet ikke dengang, så jeg måtte forklare min bankrådgiver at han skulle overføre x antal penge til en konto i Holland - og pointere at nej, jeg skal ikke købe hash eller noget andet 'interessant'.
  • Jeg ammede mine børn når de var sultne, så længe de havde lyst til det - det der sidenhen er kommet til at hedde friamning.
  • Jeg fik en meget fin vugge af min svigermor i den allerbedste mening, men benyttede den aldrig og har altid sovet sammen med mine børn - det der nu har fået navnet samsovning.
  • Jeg har oplevet at diskutere om min datter skulle spise tonsvis af frugtmos - hvilket jeg absolut ikke syntes hun skulle - jeg ammede hende og lavede mos ud af kartofler, grøntsager osv. fra den aftensmad vi fik den konkrete dag. Da lillebror så blev født kom selvsamme sundhedsplejerske og fortalte at det var vigtigt at man var opmærksom på ikke at give børnene alt det søde frugtmos som den første mad, da det kunne gøre dem kræsne og i øvrigt ikke havde en hensigtsmæssig ernæringssammensætning - ej heller var nævneværdigt mættende. Jeg spurgte tørt: "Så du siger altså at den mad hans storesøster, mod din anbefaling, er opfostret med, vil være hensigtsmæssig?" Sundhedsplejersken blev lidt paf, da hun forståeligt nok ikke kunne huske situationen, da hun jo havde været i kontakt med mange familier siden. Da jeg havde forklaret hende sammenhængen sukkede hun dybt, lænede sig tilbage i stolen og sagde: "Helt ærligt, så er jeg jo også bare underlagt at anbefale hvad jeg får at vide fra højere sted - og det kan faktisk også være ret frustrerende nogle gange, især når man som nu kommer ud til flergangsforældre". Det var dejligt befriende at tale med et menneske i stedet for et system og vi havde faktisk mange gode lange snakke ved de efterfølgende besøg. 

Så helt ærligt... jeg er virkelig ikke optaget af om den måde jeg lever sammen med mine børn på hører ind under begrebet unschooling eller ej. Jeg tager udgangspunkt i mit barn og ikke en dogme.

Jeg ved godt at det at være pædagog ikke er særligt højt vurderet i samfundet, omvendt råbes der højt efter flere pædagoger i institutionerne... det er lidt svært at blive klog på om man er noget værd eller ej og om den viden man har tilegnet sig overhovedet tillægges værdi i samfundet. Tilmed har jeg også en kandidatgrad i pædagogisk filosofi, dvs. jeg kunne faktisk skrive lærebøgerne til de kommende pædagoger...

...og som en sidebemærkning så har jeg også liiiiiige 6 børn, som jeg i store træk har opfostret alene.

Og NEJ, det gør mig ikke klogere end alle andre - bestemt ikke - jeg finder stor inspiration i at læse om forældres første oplevelser omkring det at blive forældre. For det der mest af alt optager mig som pædagog og filosof er hvad der sker når borgeren møder samfundets rammer. 

Det er også et gennemgående tema i undervisningen af mine egne børn. Nogle gange kan det være børnene der udvandrer fra undervisningssituationen - men nogle gange kan det også være mig der udvandrer. Simpelthen fordi jeg opdager at min tilstedeværelse bliver en magtdemonstration da jeg pr. definition er Læreren, Moren, den Voksne, DEN DER HAR SAT RAMMERNE. 

At undervise mine børn handler for mig ikke om at sidde og dissekere mine børns kunnen eller mangler, det er i høj grad et arbejde med mig selv om min måde at leve med mine børn på, så undervisningen bliver en 'naturlig' og især BEVIDST del af vores fælles liv.

Derfor deler jeg idag den didaktiske relationsmodel med jer, da den for mig er et godt redskab til at øge min egen bevidsthed i forhold til børnene.

Følg med på Facebook