23-06-2019

 

 

 

 

 

 

Jeg ved at mange af jer rundt omkring i landet ikke helt har sommerferie endnu, men det har vi altså her. Vi følger selvfølgelig det skoleår, som den ældste har haft på efterskolen, det giver mest mening for os. Så nu er sommerferien for alvor skudt igang. Og denne sommer vil jeg hver søndag lægge en opskrift ind på en sommerdrik.

Denne uges sommerdrik består af:

1 håndfuld mynte-blade

2-3 bakker isterninger

Vand 

Fremgangsmåden er ganske simpelt at man blender det.

Velbekomme og nyd nu det gode vejr 🙂

Følg mig på Facebook

 

16-06-2019

Næste uges plan

finder du 

HER

Det er samtidig dette skoleårs sidste ugeplan og jeg lover at meget bliver anderledes næste skoleår. Siden jeg startede hjemmeundervisningen har jeg ladet mig inspirere af offentligt tilgængelige undervisningsplaner, for at have en rettesnor. Men efter at have undervist mine børn hjemme i så mange år, har jeg fået så meget indblik i undervisningens sammenhænge og processer at jeg er klar til at stå helt på egne ben. - Og jeg GLÆDER mig. Faktisk har jeg allerede tyvstartet lidt, hvilket de der følger vores ugeplaner måske har bemærket. Har du allerede nu brug for at få styr på næste skoleår - eller mangler du måske en oversigt over dette skoleårs aktiviteter og argumenter, så tøv ikke med at benytte tilbuddet fra sidste uge, som gælder til og med Sankt Hans.

Og så til denne søndags blogindlæg, hvor temaet idag er kærlighed: 

  • retten til omsorg
  • retten til at føle sig elsket

Det danske samfund går i daglig tale under betegnelsen velfærdssamfund. I Danmark handler livet ikke kun om overlevelse, det tror jeg vi alle kan blive enige om. Og det er ikke nyt, allerede i 1991 ratificerede Danmark FN's Børnekonvention, hvor der blandt andet står:

Artikel 6 - Retten til livet

Barnets ret til livet og statens forpligtelse til at sikre barnets overlevelse og udvikling. 

Det er altså her slået fast at den danske borger ikke bare skal overleve men også udvikle sig. Og vi er på mange måder på rette vej. Men i de seneste par dage har jeg med undren kunnet følge med i den debat, som nu igen er blusset op - en debat som startede i efteråret 2018. Omdrejningspunktet er en bog om børn og søvn; bogen Godnat og Sov Godt. Efter massiv kritik valgte forlaget at tage bogen op til genovervejelse. I den forbindelse var vi et par stykker, som gik sammen for at skrive en bog, som kan opfylde samme behov, men med en mere omsorgsfuld indgangsvinkel. Det er vores indtryk at de som har været glade for bogen, lægger vægt på at den har fungeret som en praktisk guide i forbindelse med børne-putning. Der findes mange bøger om børn og søvn, men vi forstår så udemærket ønsket og behøvet for en praktisk guide. Det er ikke lige når man står med et grædende overtræt barn at man kløver sig igennem en 300 siders bog med henvisninger til diverse eksperter. I den forbindelse har bogen Godnat og Sov Godt været en overskuelig bog, hvor man, i et velfærdssamfund som det danske, har tillid til at der er evidens for det der står. Og med god grund, for i Børnekonventionen står der ydermere:

Artikel 18 - Børneopdragelse

Statens forpligtelse til at sikre, at barnets forældre eller værge har hovedansvaret for barnets opdragelse. Statens forpligtelse til at vejlede og hjælpe med denne opgave.

Forlaget har nu meldt officielt ud, at de ikke vil trække bogen tilbage. Fokus fra forlaget og i debatten generelt er spørgsmålet om hvorvidt bogen er skadelig for barnet, hvis man følger dens anvisninger. Jeg synes, med henvisning til Børnekonventionens 'Artikel 6 - Retten til livet', at vi er kommet længere i samfundet end blot at tænke på hvorvidt en bestemt adfærd er skadelig - jeg synes at vi med respekt for det velfærdssamfund vi bryster os af at leve i, snarere skulle spørge om bogens anvisninger er gavnlige. 

For at udvikle sig i en positiv retning har man brug for anerkendelse. I den bog vi er ved at skrive, som vi håber kan erstatte den omdiskuterede bog, har vi derfor taget udgangspunkt i Anerkendelsestrappen af Henning Rye. Det er en meget brugt og valideret indgangsvinkel til relationer mellem mennesker i mange forskellige sammenhænge. Vi mener nemlig at det er i relationen til andre mennesker, at man udvikler sig.

Det hyppigste argument for at være 'nødt til' at benytte sig af den Cry-It-Out metode, som skildres i bogen Godnat og Sov Godt er spørgsmålet om tid. Men hvor lang tid tager det egentligt at drage omsorg for sit barn og at lade ens barn vide at man elsker det?

Det har vi lavet en lille historie om, i vores bog om børn og søvn, som foreløbigt har arbejdstitlen:

Elsker du mig?

- når jeg ikke kan sove

Som er tænkt som en Guide til kærlig putning

De første du skal møde i historien er Alberte og hendes mor. Alberte lever et ganske normativt liv i den kultur, som af nogle kaldes Adskillelseskultur. Forældrene arbejder og Alberte går i institution, ligesom langt de fleste andre danske børn. 

Alberte skal sove

Alberte får en ren ble på. Moren lægger hende ned i vuggen sammen med en bamse. Hun går. Alberte skriger i forventning om, at hun kommer tilbage. Det er noget, der begyndte dagen i forvejen. Pludselig vuggede moren hende ikke i sine arme til hun sov, hun blev bare lagt ned i vuggen. Det sker igen. Hun skriger desperat. Pludselig hører hun den lavmælte lyd af morens stemme. Hun standser kortvarigt, men hun græder igen, da døren lukkes. Moren åbner døren og taler til hende igen flere gange. Alberte er udmattet og græder fortsat stille. Hun er træt efter en lang dag blandt fremmede mennesker, og hun har bare lyst til at mærke sin mors arme omkring sig. Alberte husker kun svagt tiden i mors mave, men hun savner det, og kun morens hjerteslag er nok til at berolige hende. Hun klynker og føler sig alene og udelukket fra verden. Til sidst falder hun i søvn. Hun hører lyden af døren, der åbnes. Hun mærker morens læber berøre hendes pande. Senere vågner hun igen, og moren taler til hende fra et sted bag vuggen. Alberte falder igen udmattet i søvn.

Inde ved siden af Alberte bor Oliver. Olivers liv ligner på mange måder Albertes liv. Hans forældre arbejder og han bruger det meste af sin dag i institution, som langt de fleste andre danske børn. Men noget er anderledes. Olivers forældre har valgt at selvom de skal tidligt op og passe deres arbejde, ligesom Albertes forældre, så er det vigtigste i samværet med Oliver, at han føler sig elsket. Kritikere kalder dem curling-forældre, men Olivers forældre mener at de blot er en del af den Omsorgsrevolution, som er igang i samfundet - hvad mener DU?

Oliver skal sove

Oliver vågner med en våd ble. Der er mørkt omkring ham, men han er ikke alene. Han kan høre sin mors åndedrag og mærke varmen fra hendes krop. Forsøgsvis prøver han at finde hende ved at sprælle med arme og ben. Han mærker hurtigt hendes varme hud. Moren tænder lyset og kigger Oliver i øjnene. De ser hinanden. Tiden går i stå. Pludselig lyder der et skrig, et langt og hjerteskærende skrig i smerte over at være blevet forladt, over angsten for at være alene. Skriget kommer fra Alberte, som bor i lejligheden ved siden af. Uret på væggen tikker. Moren siger: ”Kan du ikke sove?”. De møder hinanden med et smil. Tiden går i stå. Skriget bliver endnu højere, men stilner så gradvist af. Uret på væggen tikker. Oliver bevæger sig uroligt fra side til side for at komme fri af den våde ble. Moren løfter Oliver op og bærer ham ud til puslebordet. De forstår hinanden. Tiden går i stå. Et skrig afbryder stilheden. Det er Alberte, som kalder på sin mor. Uret på væggen tikker. Oliver ligger på puslebordet. Moren smiler til ham og tager hans natdragt af. Hun giver ham en ren ble på og rækker ud efter natdragten. Oliver sparker med benene og vil ikke have den på. Moren lægger bukserne, løfter Oliver op og sætter sig på en stol med ham. Hun accepterer hans kommunikation. Tiden går i stå. Skriget fra Alberte stilner af. Uret på væggen tikker. Da moren har sat sig på stolen begynder Oliver at søge efter hendes bryst. Hun trækker sin natskjorte til side, så hun kan komme til at amme ham. Hun anerkender hans behov. Tiden går i stå. Der høres skridt fra lejligheden ved siden af. Uret på væggen tikker. Mens Oliver bliver ammet synger moren stille for ham og kigger ham i øjnene. Først da Oliver giver slip på brystet, rejser moren sig op igen, lægger Oliver på puslebordet og giver ham tøj på. Hun respekterer hans egen dømmekraft. Tiden går i stå. Elsker du mig, mor? Uret på væggen tikker. ”Jeg elsker dig, Oliver” siger moren, og kysser ham på panden, mens hun løfter ham op fra puslebordet. De går hen til sengen igen.

Følg mig på Facebook

09-06-2019

Næste

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

 

10% rabat ved køb af både;

Skriftlig dokumentation af HVAD-HVORDAN-HVORFOR for det forgangne år

samt

Individuelt tilpasset undervisningsplan for det kommende skoleår

Normalpris 7500,-

10% rabat til og med d. 23. juni = 6750,-

 

Så er endnu et skoleår snart gået og det er ved at være tid til at gøre status og kigge fremad mod næste år. Har du svært ved at komme igang med det, så benyt dig af ovenstående tilbud, der gælder frem til Sankt Hans.

Apropos Sankt Hans har jeg idag været ude og samle en skål blade fra Sankthansurt. De kan bruges på samme måde som grøn peberfrugt og har også lidt samme konsistens. De har dog et bitterstof i sig, som forsvinder hvis man lægger dem i blød i koldt vand. Prøv dem ovenpå en ostemad eller måske som pizzafyld.

 Følg mig på Facebook

02-06-2019

Næste 

uges

plan

finder

du

HER

 

 

 

 

 

 

 

Idag skal det handle om tillid, fordi jeg synes det er vigtigt. For de af jer der har læst de fleste blogindlæg, og ikke kender mig udover det, så er der en del ting der er usagte. Helt ind til kernen af hvad den her blog handler om og startede som, så handler det om moderskab. Da jeg flyttede her til for snart 8 år siden var det en dag i august. Generelt en ganske fin sommer. Jeg flyttede fra en lejlighed med en lille have, som jeg havde delt med min eksmand og til dette betydeligt større hus. På daværende tidspunkt havde jeg 'kun' 4 børn, som var 1, 3½, 6 og 8 år. Jeg har altid samsovet med mine børn, så første nat her, var vi selvfølgelig også alle i samme soveværelse. De 3 yngste faldt hurtigt i søvn, men den ældste var længere tid vågen. Den aften og nat kom det sjældne vejrfænomen, som jeg hverken før eller siden har oplevet; kornmod. Himlen lyste op og blev mørk igen. Det lille kirsebærtræ, som står ved vores terrasse og nu er så højt at man kan sidde på altanen og plukke kirsebær (I know - jeg har ikke noget at klage over😀) blev rusket så meget af vinden, at det nærmest så ud som om det blev drejet rundt om sig selv igen og igen. Vores dejlige æbletræ væltede, men heldigvis reddede jeg det, ved at fylde hullet fra roden op med jord, og nu vokser det liggende, til evigt minde om at her på gården kan vi muligvis blive slået omkuld nu og da, men vi bliver aldrig slået helt ud. Vi tager i værste fald bare en anden og uventet vej.

Den ældste af børnene som ikke sov blev selvfølgelig bange og spurgte: "Blæser huset væk, mor?"

Her stod jeg, alene med mine 4 børn, på en lille ø jeg havde besøgt et par dage i sommerferien og ellers i øvrigt lige var ankommet til samme dag. På en gård langt ude på landet, som jeg først lige var flyttet ind i. Jeg havde taget en kontroversiel beslutning om at ændre vores liv, og jeg havde bestemt hørt på kritiske røster, og ærligt kunne jeg da heller ikke spå om hvad der ventede os dette nye sted. Så i et forsøg på at virke som moren der har styr på det hele, svarede jeg: "Huset blæser ikke væk" og fortsatte så med en vis usikkerhed inde i mig selv: "der sker ikke noget, bare læg dig til at sove". Og hun faldt da også i søvn til sidst, det havde jo trods alt været en lang dag, som var startet et helt andet sted i Danmark. Et sted hvor vi bare ringede efter en vicevært hvis et dørhåndtag skulle spændes, et sted hvor der kom en tekniker og gav os en ny vaskemaskine, når den gamle gik i stykker, et sted hvor jeg blot skulle benytte nummeret i mit falck-abonnement, for at blive kørt til lægevagten med et sygt barn, uanset om der var lidt eller meget galt - eller om det blot handlede om en bekymring. Og vi blev sågar kørt hjem igen, når vi var færdige. 

I dette vejr, alene i min stue, med mine 4 børn sovende i soveværelset, gik jeg hen til terrassedøren, kiggede op mod himlen og hviskede: "Hvorfor gør du det her Gud, hvad er det du vil fortælle mig?"

En lille indskudt bemærkning er at jeg har gået i søndagsskole som barn, så Gud er i min verden altid med mig, det er kommet ind med modermælken.

Men tilbage til den dag, hvor jeg stod der i min stue og afkrævede et svar fra Gud. Et svar på hvorfor vi skulle have denne modtagelse dette nye sted, hvor alt bare skulle være godt og intet drama. Et sted i min bevidsthed tror jeg at Gud svarede at det ikke var det sidste stormvejr jeg ville møde her, så hvis jeg havde tænkt mig at give op, så kunne jeg lige så godt gøre det nu. Men i stedet for at give op, besluttede jeg mig for at finde den indre klippe frem, som muligvis godt kan opleve små tab, som skrænten på billedet, men aldrig bliver rykket helt i sin grundvold. Og det var klogt, for ellers var jeg blæst væk for længst...

Og hvad har det så med tillid at gøre tænker du måske?

Det kommer jeg til nu. De mange stormvejr jeg har oplevet her, er kommet mange forskellige steder fra. Én af dem vil jeg fortælle om nu. 

Da jeg blev skilt første gang rykkede det alvorligt ved min grundvold. Alt var absolut ikke perfekt og jeg havde heller ikke haft nogen forventning til at livet i al sin almindelighed ville være perfekt eller ukompliceret. Men jeg havde haft en tro på at udfordringer skal løses - og i et ægteskab må det gøres sammen. Jeg havde absolut en uforstående tilgang til folk der blev skilt - så undskyld til de jeg evt. har fornærmet dengang. Men jeg kom til et punkt, hvor det svigt jeg oplevede og den manglende enten evne eller vilje til at tage ansvar, som min eksmand viste, gjorde at der ikke var nogen vej udenom. 

Men det kastede mig også ud i en redefinition af hvem jeg var og hvilken familie vi var - og var vi overhovedet en familie, når nu der 'manglede' en far/ægtemand. Men det var selvfølgelig forventeligt, for når man tager skelsættende beslutninger opstår der nødvendigvis et behov for redefinition. Det der til gengæld kom helt bag på mig, var de reaktioner jeg modtog fra folk - både folk der var tæt på mig og folk der kendte mig mere perifert - men også vildt fremmede der da lige syntes de ville give deres besyv med. Uden at folk tilsyneladende reflekterede over, at jeg i mit ægteskab selvfølgelig havde været loyal overfor min ægtemand og ikke havde hængt vores udfordringer ud til offentlig skue, men havde haft en forestilling om at det var noget vi i fællesskab skulle løse, udøsede de deres 'klogskab' over mig. I bund og grund var det jo faktisk min skyld at han ikke havde taget ansvar, mente man...

Bare så jeg lige forstår det rigtigt, så skal det altså forstås sådan at når vi havde aftalt at han skulle lave aftensmad, fordi jeg kom senest hjem, og han så ikke havde gjort det, så skulle jeg have undladt at lave aftensmad, så børnene skulle være gået i seng uden mad...!!! eller hvad er pointen??? jeg er ikke helt med...

Utroligt, men den slags udtalelser var folk ikke blege for at øse ud over mig. Jeg havde taget så meget ansvar at han ikke kunne komme til at tage ansvar.

Nuvel, det er nu 9 år siden at vi blev skilt, og man kan jo sige at så havde han da i hvert fald mulighed for at tage ansvar, nu var jeg der jo ikke til at stå i vejen, når han havde samvær med børnene. Men de år har været præget af utallige svigt. Jeg har forsøgt fra start at råbe på fornuft, men er blevet mødt af fordomme om at mødre altid prøver at gøre livet surt for fædre... nå men tak for den generalisering.😋 Og her snakker jeg altså ikke om privatpersoner, jeg snakker om statsforvaltningen o. lign. Henover årene, da der begynder at tegne sig et billede af svigt på svigt fra hans side, ændrer man så pludselig forklaring;

Problemet ligger stadig ved mig, da det jo er mig der har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham??? Det er en pudsig udtalelse, da man jo som udgangspunkt som samfund tildeler en ægtemand halvdelen af forældremyndigheden pr. automatik.

Kan nogen mon opklare for mig, om der med en forældremyndighed ikke også følger et ansvar? 

JA, jeg har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham.

Ligesom han har valgt at gifte sig med mig og få børn med mig. 

Men det er vel i bund og grund ikke dét, der er essensen.

VI har begge to valgt at få børn, og må da forventes BEGGE TO at tage et ansvar for det.

Men den holdning er tilsyneladende ikke den, jeg bliver mødt med fra offentlige instanser som f.eks. statsforvaltningen. Der er det mig der har handlet forkert i at gifte mig med ham og få børn med ham.

Så hvad er fejlen spørger jeg:

  • Er det en fejl at jeg har haft tillid til et andet menneske?
  • Er det en fejl at jeg har troet på det gode i et anden menneske?
  • Er det en fejl at jeg har troet på det han har givet udtryk for?

Der må jeg absolut sige NEJ, i min optik er det ikke en fejl.

Hvor er vi henne, hvis vi:

  • Ikke kan have tillid til vores medmennesker.
  • Ikke kan tro på det gode i andre mennesker.
  • Antager at alt hvad andre mennesker giver udtryk for er løgn.

JA, jeg anerkender at i bagklogskabens klare lys så tænker jeg selvfølgelig; 'hvorfor så jeg det ikke'. Men jeg synes ikke det er dét der er væsentligt. Det væsentlige og afgørende er at:

DA JEG BLEV KLAR OVER

  • AT HAN IKKE KUNNE LEVE OP TIL MIN TILLID
  • AT HAN IKKE KUNNE PROVIDERE DE GODE SIDER JEG SÅ I HAM
  • AT DE TING HAN HAVDE SAGT IKKE BLEV FØRT TIL HANDLING

Så HANDLEDE jeg på det og valgte at blive skilt.

Er det forkert?

Følg mig på Facebook

26-05-2019

Næste

uges

plan

finder

du 

HER

 

Denne uge startede sommeren sådan officielt på Tunø, kan jeg lige så godt afsløre. Torsdag aften tog jeg årets første aftendukkert - og det var Skøøøøønt. 

Når man er sammen med sin familie 24/7 så er det uundgåeligt at der opstår konflikter. Jeg ser det dog som en naturlig del af børnenes opvækst, at de lærer sociale spilleregler gennem at få hjælp til at løse konflikter og acceptere kompromis'er. I den sammenhæng synes jeg helt klart det er en gave at de er 6 søskende, når nu øen her er så lille at de stort set udgør halvdelen af øens børn. Men engang imellem kan det også være godt lige at kunne skabe et frirum, som f.eks. når vi tager til stranden. Sidste sommer var jo simpelthen helt formidabel på det punkt. Hver eneste dag sluttede vi af med at bruge de sidste par timer af dagen på stranden, mens solen gik ned i horisonten. Så det var med stor glæde at vi endnu engang kunne tage hul på badesæsonen i torsdags. Generelt er det bare sådan i Danmark at der ikke er dårligt vejr, det handler om den rette påklædning. Så iført badedragt, termokedeldragt, sandaler og solbriller og et håndklæde om halsen tog vi afsted til stranden.

- Vi så da virkelig smarte ud.😀

Jeg tænkte hjemmefra at jeg da ikke skulle i vandet, men det var simpelthen alt for fristende da vi kom ned og så det helt spejlblanke vand. Fredag var vi ved stranden igen, selvom det regnede lidt og det var højvande tog jeg alligevel en dukkert endnu engang. Det er en af de hverdagsglæder som giver overskud, fordi det er et lille frirum. 

Man kan måske undres over at jeg taler om frirum når jeg hjemmeskoler børnene, for det lyder måske som én lang ferie. Men sådan er det ikke helt. For der følger et stort ansvar med. En vigtig egenskab er at være omstillingsparat. På langt de fleste arbejdspladser er der en nogenlunde gennemskuelig dagsorden, som er til at forudse. Men i en husholdning med 1 voksen, 5 børn + et efterskolebarn, som af og til ringer og har brug for hint eller andet, så er det ikke altid til at forudse, hvilken dag man er stået op til.

Og der er altid noget at lave, det kan jeg godt afsløre, uden at det nok kommer bag på nogen. Derfor er det vigtigt også at give mig selv et frirum engang imellem, for der er ikke nogen anden voksen der lige har lavet min morgenkaffe, sat en omgang vasketøj over, slået græsplænen, tømt septiktanken osv. Så egenomsorg er blevet en vigtig værdi. Jeg har lært at man faktisk godt kan slappe af, selvom der er vasketøj i vasketøjskurven. Og jeg tror på det er vigtigt at børnene ikke oplever mig som perfekt og fejlfri. Jeg gør meget ud af at fortælle dem at selvom jeg er mor, så er jeg også et menneske. Det var ikke en tanke jeg selv havde gjort mig, før jeg tog beslutningen om at trække stikke ud og flytte her til øen. Dengang kunne jeg ikke slappe af hvis der var vasketøj i vasketøjskurven og jeg syntes det gjorde mig til et dårligere menneske, hvis jeg ikke var aktiv hele tiden.

Nu har jeg fundet værdien i faktisk at forholde mig passiv engang imellem, så børnene oplever at jeg reelt har tid til at høre på dem, ikke kun når der er presserende ting at fortælle, men bare helt almindelig smalltalk. På sådan en tur til stranden lærer jeg enormt meget om hvem de er hver især og hvilke tanker de går og gør sig i det daglige. Og meget ofte er de små ting de fortæller om, ting som åbner op for en snak om samfundsnormer, etik, moral og andre relevante emner, som jeg mener er vigtige at have en løbende snak omkring, hvis man ønsker at ens barn skal blive et reflekteret menneske, som tager bevidste, overvejede valg. 

Følg mig på Facebook